Salat med bønner og tun – det smager dejligt og dressingen er lidt stærk.
Dette er en madsalat. Altså et helt måltid i sig selv og ikke tilbehør til kød eller fisk.
Jeg synes, den er meget lækker, nem at lave og mættende, men jeg er så også en af dem, der vældig godt kan lide tørrede bønner og linser. Det er bestemt ikke alle mennesker, der kan det.
Jeg har snydt lidt. Jeg købte nemlig Urtekrams allerede kogte røde bønner (kidneybønner), som jeg synes er gode, og som ikke er tilsat alt muligt skidt og E-numre, men kun salt.
Til gengæld lagde jeg tørrede kikærter i blød og kogte dem dagen derpå, for jeg synes IKKE, at dåsekikærter er værd at spise.
Dressingen er god. Så god, at jeg synes, der er for lidt af den. Jeg lavede halv portion af salaten, og derfor burde den halve portion dressing have været rigeligt til mig. Men jeg spiste det hele. Så hvis du laver opskriften herunder til fire personer, synes jeg, at du skal lave dobbelt portion dressing.
Husk nu at kikærterne skal ligge i blød i vand ret længe – jeg plejer at lægge dem i blød, inden jeg går på arbejde ved 8-tiden. Så er de klar til aftensmaden.
Tun og bønner med spicy dressing
(4 personer)
260 gram tune i vand eller olie
80 gram tørrede kidneybønner (eller på dåse, se ovenfor)
80 gram tørrede puylinser
80 gram tørrede kikærter (de skal udblødes i mange timer først)
120 gram babyspinat
Dressing
200 gram græsk yoghurt
32 gram syltede, grønne jalapenos
20 gram mayonnaise
2 stænk tabasco (eller mere, hvis du kan lide det hot)
1 stilk dild (jeg kom mere i – smag og behag)
salt
Kog bønner, kikærter eller linser efter anvisningen. NB! Kikærter skal udblødes mange timer, se på posen. Skyld babyspinaten og dræn tunen.
Bland græsk yoghurt, mayonnaise og tabasco sammen, inden du tilsætter hakket jalapenos og dild. Smag til med salt til sidst.
Anret dressingen i bunden af en tallerken, kom bønner og tun ovenpå og afslut med babyspinat.
(opskriften er fra Cofoco Le Marché og har været bragt i bladet Copenhagen Food marts/april 2015)
Bortset fra at man skal koge kikærter, kidneybønner og puylinser, er der ikke meget arbejde ved salaten.
Sørines græske salat, som altså ikke er helt som min…men den var dæleme god!
Hvis man har været i Grækenland, har man helt sikkert fået græsk salat.
Og hvis man har nogle venner eller familie, der har været der, har man nok også været inviteret til en sommermiddag hjemme hos dem, hvor der blev serveret græsk salat 🙂
De fleste forelsker sig i den – man skal være usandsynlig kræsen for ikke at bryde sig om den. At vi så er nogen, der kan spise den i store mængder, er noget helt andet 🙂
Jeg ville gerne have, at en af salaterne ved den fest forleden, hvor jeg lavede tilbehør til kødet, skulle være en græsk salat.
Jeg har ikke nogle fotos af Sørine i “mit” køkken…men her står hun og ser glad ud dagen forinden, da vi fire gamle veninder mødtes inden “den store fest”.
Jeg havde nok at lave, folk kom hele tiden i køkkenet og spurgte, om de kunne hjælpe med noget, og på et tidspunkt syntes jeg, at jeg var rigeligt presset og spurgte min veninde gennem mange år, Sørine, om hun ville lave den græske salat.
Det ville hun gerne, for hun var grundigt træt af at blive behandlet som en invalid – hun havde foden i gips, fordi den var brækket – og desperat efter at yde en indsats. Men hun ville IKKE bruge min opskrift…
Hun har været i Grækenland mange gange og kunne godt lave sådan en salat ud fra hukommelsen. Og hun nægtede pure at komme rød og grøn peber i salaten. Så det er der ikke på billedet 🙂
Men – det er ikke hendes, men min opskrift, I får her. Ikke fordi hendes ikke var god (det var den bestemt), men fordi denne opskrift er én, jeg er rigtig glad for. Jeg plejer dog at udelade den grønne peber – jeg bryder mig ikke meget om den grønne version af de milde peberfrugter.
Græsk salat
6 modne tomater
1 rødløg
1 agurk
1 grøn peberfrugt (se tekst ovenfor)
1 rød peberfrugt
200 gram fårefeta (vælg en ordentlig feta fra Grækenland eller Tyrkiet)
200 gram kalamataoliven
frisk oregano
Dressing
2 spsk citronsaft
4 spsk ekstra jomfruolivenolie
0,5 tsk sukker
salt og peber
Bland alle ingredienser til dressingen og samg til med salt og peber.
Skær tomaten i kvarter og rødløget i skiver.
Skræl agurken, flæk den, fjern kernerne med en teske. Skær den i både.
Befri peberfrugterne for kerner, og skær dem i tynde skiver.
Vend alle ingredienser sammen med dressingen og server.
(Opskriften er fra “Vild med salater” af Louisa Lorang, forlaget Lindhardt og Ringhof, 2009)
Forleden var jeg til den skønneste fest med gamle venner.
Lidt over 30 var vi, og jeg havde fået lov til at være på madholdet. Ulla tog sig af kødet (oksestege og lam), mens Tonie bagte kage med citronglasur og lavede rabarbertrifli til dessert. Dermed fik jeg det, jeg allerhelst vil, nemlig tilbehøret.
Til 30 mennesker, hvoraf en enkelt var vegetar, skal der en del til. Og der skal også lidt variation i det. Jeg har lavet mad til 12 mennesker før, men 30 er rekord. Så jeg rådførte mig med veninde/reservemor Thyra, der driver restaurant i Holstebro. Hun anbefalede mig at lave 2,5 til 3 gange hver opskrift, jeg havde, som var til fire personer.
Det kom til at passe mere eller mindre nøjagtigt. Alt, undtagen pastasalaten, blev spist op. Jeg ved ikke, hvorfor der lige stod en halv skålfuld af den tilbage, for den var rigtig lækker, men måske havde folk mere lyst til kartofler.
En af herrerne, Steen, tilbød at være tjener og fremvise buffettens retter inden fortæring 🙂
Halvdelen af de ting, jeg lavede, var opskrifter, der allerede var grundigt gennemprøvede og som ligger på denne blog: Min mors klassiske kartoffelsalat, kartofler med zhug (en grøn, lidt stærk yemenitisk pesto) og salat med grønne æbler, mandler og limedressing.
30 mennesker venter på at få noget at spise…og der blev spist næsten op! Også af den dejlige dessert, som Tonie lavede.
Men der var også nyheder. Veninde Sørine lavede en klassisk græsk salat ud fra eget hoved – men jeg havde en opskrift med, som jeg lægger på bloggen lige om lidt 🙂
Og jeg lavede før omtalte pastasalat – og så denne appelsinsalat, der forsvandt som dug for solen.
Appelsiner er bedst om vinteren, og salaten er derfor også superdejlig til et måltid i januar, når man kan få dem fra Sevilla.
Jeg er ikke så vild med billedet – men sådan ser jeg jo ud, når jeg laver mad: Håret samlet i en uklædelig knold. Her kværner jeg peber ud over appelsinsalaten lige inden servering. Foto: Inger Marie Vennize.
Appelsinsalat med rødløg og oliven
(4 personer)
2 rødløg
2 spsk groft salt
1 fennikel (se note 1)
4 appelsiner
50 gram sorte oliven
2 spsk sennepsvinaigrette (se opskrift nedenfor)
30 gram mandler
friskkværnet peber
Pil løgene og halver dem. Snit dem i skiver. Læg løgene i et dørslag og drys groft salt over. Kram dem godt (det er sjovt :-)), så de falder sammen, og lad dem trække en halv times tid.
Skyl løgene fri for salt.
Skær fennikel i tynde skiver. Skræl appelsinerne og skær dem i tynde filetter (se note 2).
Vend rødløg med fennikel, appelsin og oliven.
Rist mandlerne gyldne på en pande og hak dem.
Vend mandlerne i salaten og dryp sennepsvinaigrette over. Krydr med peber.
Note 1: Jeg gangede jo salaten op med 2,5, men jeg brugte mere end 2,5 fennikel. Jeg tror, jeg brugte 4 – for de smager så fantastisk godt rå. Men gør som du vil.
Note 2: Jeg skærer først “enderne” af appelsinen, så den kan stå. Så skærer jeg skallen af med en skarp kniv, bane for bane, helt ind til appelsinkødet. Ja, der går noget appelsin til spilde, men pyt. Når jeg har en helt “fritskrællet” appelsin, skærer jeg filetterne ud én for én med to skråtliggende snit. Der skal nemlig ikke appelsinhinde med i salaten – den skal ikke for alvor tygges, men bare nydes 🙂
Sennepsvinaigrette
05 dl æbleeddike eller hvid balsamico-eddike
1 dl ekstra jomfruolivenolie
1 stor spsk sennep (ikke alt for stærk)
2 tsk flydende honning
0,5 tsk salt
friskkværnet peber
Kom eddike, olie, sennep, honning og salt i en melryster og ryst dressingen godt sammen. Krydr med peber og smag dressingen til.
Vores værtinde havde ikke en melryster og ej heller en stavblender (som også er god til sådan en dressing), så min veninde Ulla, der gik til hånde, sagde arrigt (og det er hun ellers aldrig) “jeg kan jo håndpiske hele dagen, uden at de sennepsklumper går væk!”
Men det gik nu fint og salaten blev smasklækker 🙂
Og så hævder værtinden i øvrigt her efterfølgende, at hun skam HAR en stavblender OG at hun viste mig den, men at jeg sagde, det ingen interesse havde….jeg må have været mere fortravlet, end jeg troede 🙂
(Opskriften er fra “Sund på den fede måde” af Lone Kjær, Politikens Forlag, 2009)
Og når man er dejligt mæt, der er godt fadøl og vin nok, og man er i selskab med gode venner, så flyder hyggen næsten over 🙂
Karins blodrodssnaps, som altså ikke er blodrød. Men den smager dæleme dejligt.
I slutningen af august sidste år var min veninde Karin og jeg på snapseurt-tur med en af kommunens naturvejledere – og cirka 20-25 andre mennesker, der havde fået samme gode idé.
Det regnede – nej, silede – ned under det meste af turen. Men det gjorde ikke rigtigt noget. Vi var klædt på til vejret, humøret var højt (vi havde kaffe og kage med i bilen – det tog vi siddende på bagsmækken efter gåturen, som varede flere timer), og naturen ved Hjerl Hede, hvor det hele foregik, var utrolig smuk.
Jeg var mest glad for den pose tranebær, jeg fik samlet, da naturvejlederen udpegede de smukke små røde bær i sumpet mose-agtig terræn – de blev senere anvendt til en tranebærsauce til and ved julefrokosten.
Nej, det er ikke blodrod. Men vi fandt også tranebær, og det var mit højdepunkt 🙂
Karin var vældig glad for den tormentil (også kaldet blodrod), som hun fik gravet op ved hjælp en bolnøgle, en lommekniv og fingrene 🙂 Ingen af os havde tænkt på, at vi skulle have grave-redskaber med!
Da vi havde vandret 2/3 af vejen, gjorde vi holdt ved et lille hus/skur/halvtag, hvor vi smagte på naturvejlederens fire-fem forskellige snapse. Deriblandt var der den smukkeste blodrøde snaps, som altså var lavet af blodrod. Den forelskede Karin og jeg os straks i – og da naturvejlederen senere udpegede de små gule blomster, gravede Karin altså en rod op.
Sådan ser tormentil (Potentilla erecta) ud. Det er en 10-30 cm høj flerårig urt. Rodnettet består af en kraftig hovedrod, som bærer mange, grove siderødder. Ved såring giver røderne en højrød saft fra sig, hvad der har givet planten navnet “Blodrod”. Arten er udbredt i det meste af Europa, hvor den findes i lyse skove, på heder, og i moser. Den foretrækker overalt en sur, mineralfattig bund.
Jeg har senere læst mig til, at roden er bedst til snaps om vinteren. Måske er det derfor, at Karins snaps ikke er blodrød. Eller også er det fordi, det var en ret lille rod. Men snapsen smager i hvert fald godt. Det ved jeg, fordi Karin medbragte den til den årlige tøse-julefrokost, og jeg (der afholdt frokosten) fik lov til at beholde snapse-resterne.
Karins opskrift
Karin skriver følgende om snapsen:
“I følge receptsamling af Niels Brinch: Potentil, også kaldetblodrod eller Tormentil. Rodstokken graves op, renses og snittes frisk i nogle stykker og udtrækkes med 1/2 fl. Brøndum snaps en uges tid. Den rødlige bitter filtreres fra. Denne dejlige bitter er den rigtige “Jægersnaps” som jægerne i gamle dage forlystede sig med efter jagten”.
Hun mener, at udtrækket skulle fortyndes 1:10.
Her smager vi så på snaps. Og jo, det ER blodrodssnapsen, der er i det glas, jeg holder op.
Tormentil er flerårig, så det er ikke svært at lokalisere den når først man har stødt på den. Tormentil blomstrer i juni-august, så på det tidspunkt kan man jo lige notere sig voksestedet. Tormentilen har en kraftig rod, der afgiver en kraftig rød farve. Derfor kaldes den også Blodrod. Resultatet er en meget flot og dybrød snaps.
Voksestedet, som man i sommerhalvåret har noteret sig, kommer til sin ret, da roden afgjort er at foretrække i vinterhalvåret. Altså en vintersyssel i kryddersnapsens tjeneste. Grav roden op og rengør den grundigt. Skær den i skiver eller mindre stykker og kom dem på flaske. Til 70 cl vodka bruges ca. 100 gram rod. Lad det trække 3-7 dage og smag på det med jævne mellemrum. Husk at omryste flasken blidt ved samme lejlighed. Når den har opnået den ønskede smag filtreres væsken . Lad den lagre 2-3 måneder, og gerne flere år.
Tormentil har potentiale til serieproduktion, så det er typisk en kryddersnaps, som man lige laver lidt ekstra af, så den på et tidspunkt kan serveres som en årgangskryddersnaps.
Næh, næh sommer er bedst
Et andet snapse-site på nettet, www.nyddet.dk, er uenig om det bedste tidspunkt og skriver:
Der er forskellig meninger om, hvornår roden skal anvendes, men juni-august er nok den bedste periode.
Roden graves forsigtigt op. Alle smårødder fjernes og tormentilen skylles under den kolde hane. Brug en børste og lad den tørre. Herefter skæres roden i skiver og kommes på flaske. Brug rigeligt med snaps. Når rodskiverne er dækket med snaps og fylder 1/3 skal der hældes ydeligere 2/3 snaps i glasset. Den skal trække med alkohol i ca måned, hvorefter den dejligt brunrøde essens sies fra. Denne guddommelige snaps drikkes fortyndet (1:10). Roden kan i skiveskåret stand fryses eller tørres til senere brug. Hvis tormentilen fryses, skal den tøes op i snaps.
Naturvejlederen viser en lille tot tormentil og forklarer, at vi kan finde den lige om hushjørnet og grave rødder op, hvis vi vil.
