Fiskeburger

Den smagte bestemt godt, fiskeburgere. Fiskefarsen havde jeg købt frossen hos fiskehandleren, men næste gang tror jeg nu, at jeg hakker selv.

Når jeg er ude at rejse – især sammen med Jette – spiser jeg af og til en burger. og jeg har fået mange gode af slagsen…og nogle stykker, der ikke var det værd.

Men herhjemme spiser jeg faktisk aldrig burgere ude i byen. Nå ja, det er så ikke helt rigtigt, for jeg spiste en på café i december, og den (og de tilhørende fritter) var så fed, at jeg fik det dårligt.

Men jeg kan virkelig godt lide selv at lave burgere. Det eneste, jeg har et problem med, er burgerboller. Det ville jo være fantastisk, hvis man kunne købe gode burgerboller i supermarkedet, men det kan man ikke.

Jeg har prøvet både briocheboller, øko-boller, grove boller, kerneburgerboller og så videre. De smager ikke af en skid, og det er det rene luft at sætte tænderne i. Bagerne her – der er vældigt gode – har heller ikke hjemmelavede burgerboller til salg – jeg har i hvert fald ikke set nogen. Og desværre er jeg heller ikke helt vildt god til at bage hvidt brød.

Men jeg kunne godt blive desperat nok til at prøve!

Sådan så den ud indeni.

Burgeren her er en fiskeburger. Jeg faldt over en artikel i Samvirke, hvor de præsenterede fem burgere, og jeg har prøvet de tre. De ligger her på bloggen. Burgeren med lammekød lavede jeg ikke, fordi hakket lam koster spidsen af en jetjager, Men den italienske kalveburger kan det da godt være, at jeg skal prøve på et tidspunkt.

Nå, hermed fiskeburger – nu med dårlig bolle.

Jeg steger fiskeburgere….

Fiskeburger med citronmayo og syrlige agurker

4 personer

Burgerbolle
6 spsk mayonnaise
2 tsk revet citronskal
2 tsk citronsaft
1 dl finthakket dild
1 agurk
0,5 tsk salt
3 spsk æbleeddike
500 gram fiskefars
Rasp
salt og peber

Skær burgerbollen igennem og rist den på skærefladerne til den er gylden og let sprød.

Rør god mayonnaise med revet citronskal, citronsaft og finthakket dild.

Skær agurken i meget tynde skiver og vend dem med ½ tsk. salt og  æbleeddike. Form fiskefarsen til fire bøffer, vend dem i rasp og drys med lidt peber.

Steg dem på en pande med olie/smør over middelvarme, indtil de er gyldne og gennemstegte. Saml burgeren med bollen, fisken, citronmayo’en, drænede syrlige agurker og evt. godt med grøn salat.

(Samvirke, 2013)

Den er lidt svær at skære igennem, uden at det hele vælter 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *