Gløgg-test 5: Amerikansk Mulled Wine

Koppen har jeg købt i Tallinn for et par år siden. Det er en rigtig julekop, om end ikke særlig stor.

Jeg fortsætter min søgen efter den perfekte gløgg, og selvom den her (som er amerikansk) har fået forkert fat i det med at lade rødvin koge, så er den faktisk slet ikke dårlig, hvis man følger sit hoved i stedet for opskriften.

Den er en smule til den søde side – men stadig absolut drikkelig. Jeg brugte lidt mere appelsinsaft, end der står i opskriften, og det var da bare dejligt. Til gengæld brugte jeg nok en smule mindre brandy 🙂

Her har jeg fået hældt gløggen på en thermoflaske, som jeg købte i Bruxelles for efterhånden en del år siden. Og så drikker jeg af mine nyeste gløgg-glas, så jeg rent faktisk kan se farven på gløgg’en 🙂

Krydret rødvin (amerikansk “Mulled Wine”)

(6–8 personer)

2 store appelsiner

 

1 liter rødvin

 

3 dl brandy

 

1,25 dl mørk brun farin (cirka 80 gram)

 

2 kanelstænger

 

6 hele nelliker

 

3 kardemommekapsler, let knuste

Skræl den ene appelsin i lange strimler med en kartoffelskræller, og pres saften. Skær den anden appelsin i skiver og gem dem til pynt.

Kom appelsinskal, appelsinsaft og alle øvrige ingredienser i en ikke-reaktiv gryde (or eksempel rustfrit stål). Rør ved middel varme, til sukkeret er opløst – cirka 2 minutter.
Skru derefter op, bring blandingen i kog (se note 1), og sænk straks varmen igen. Lad den småsimre blidt i cirka 30 minutter, til smagen har samlet sig.
Si væsken og kassér krydderier og skal.

Hæld i kopper eller krus og pynt med en skive appelsin (se note 2).

(opskriften er fra New York Times, og af Rosie Schaap)

Note 1: Nej, vinen skal IKKE op at koge.  Koger vinen, fordamper alkoholen, smagen bliver flad og bitter og aromaerne flygter.  I stedet skal man varme langsomt op, stoppe ved cirka 70–75 °C – det må må aldrig boble. Altså: Varm op til rygende varm – ikke kogende.

Note 2: Jeg brugte ikke appelsinskiver til pynt. Det er muligt, at det ser pænt ud, men jeg betragter det som unødigt bøvl, der er i vejen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *