
Den her moussaka blev VIRKELIG vellykket! Jo sgu. Jeg var så stolt af mig selv – men det tog altså også over tre timer…heldigvis havde jeg en søndag eftermiddag at bruge på det.
Og den halve portion af opskriften herunder rakte til tre aftener.
“Spiser du så det samme TRE dage i træk?”, spurgte min unge veninde forbløffet, da vi var på indkøbstur i Bilka – hun har bil og havde sødt tilbudt mig at køre med.
Men nej, det plejer jeg faktisk ikke. Hvis der er til tre dage, fryser jeg det til dag nummer tre ned og snupper det en anden gang. Men lige i tilfældet med moussakaen var jeg ikke helt sikker på, at den ville overleve en nedfrysning – og så var det faktisk så godt (cross my heart and hope to die), at jeg nød det alle tre dage.

Opskriften er spøjst nok fra Ud&Se. Men så får man da noget ud af de mange penge, man betaler for at køre med tog, der er forsinkede, ikke passer sammen, når man skal skifte, er beskidte, ikke har service ombord og så videre.
I øvrigt syntes jeg også, at Ud&Se var bedre og mere banebrydende i “gamle dage”. Men pyt, i hvert fald fik jeg noget godt ud af nummeret fra september 2025.
Ud&Se har de græske opskrifter (der var fire, jeg prøvede de tre, og de to var fremragende) fra Sara Bergs kogebog “Græsk mad”, der er udkommet på Turbine.

Nå, jeg var i Grækenland i oktober og fik moussaka en enkelt gang. Den smagte rigtigt godt, men var lunken, da den ankom til bordet. Det synes jeg ikke er rigtigt. Og faktisk smager nedenstående version bedre.
Den lavede jeg, da jeg kom hjem, fordi jeg kunne huske artiklen i bladet.
Jeg brugte som nævnt en søndag eftermiddag, og det var super hyggeligt – og så duftede det fantastisk i hele huset.

Moussaka
(seks voksne portioner)
1 kilo aubergine, skåret i 1 cm tykke skiver
500 gram faste kartofler, skåret i 0,5 cm tykke skiver
2 tsk salt
olivenolie
—–
800 gram hakket oksekød
0,5 dl olivenolie ( se note 1)
2 løg, hakket fint
2 fed hvidløg, hakket fint
2 spsk tomatpuré
2 dl rødvin
1 ds (400 gram) hakkede tomater
1 laurbærblad
1 kanelstang
1/4 tsk stødt nellike
1/2 tsk friskkværnet sort peber
1 spsk salt
——–
8 dl sødmælk
100 gram smør
1,5 dl hvedemel
75 gram fintrevet pecorino eller parmesan
2 æggeblommer
0,5-1 spsk salt
Lidt muskatnød
Olivenolie og rasp til formen
Sæt ovnen på 200 grader varmluft.
Læg aubergineskiverne i et dørslag, rys med 2 tsk salt og lad dem stå i 30 minutter, så væsken bliver trukket ud af dem.
Kødsauce. Opvarm olivenolien i en gryde. Svits løg og hvidløg i fem minutter , uden at de får farve. Rør tomatpuré i og svits yderligere i et minut. tilsæt hakket oksekød og steg, indtil det har skiftet farve og falder fra hinanden. Hæld vinen i og lade den koge ind i kødet. Blandt hakkede tomater, krydderier og salt i. Lad saucen simre ved svag varme i 30 minutter. Hvis saucen er meget flydende, kan man koge den uden låg i fem minutter. Tag kanelstang og laurbærblad op.
Læg bagepapir på to bageplader og pensl med olivenolie. Fordel kartoffelskiverne jævnt og pensl dem. Bag dem 15 minutter midt i ovnen til de er halvbløde.
Pensl en stor bageform på 25 X 35 (se note 2) med olivenolie og drys lidt rasp ud i bunden. Læg kartoffelskiverne med overlap, så de dækker bunden.
Dup aubergineskiverne tørre med køkkenrulle og læg dem på bagepladerne, som kartoflerne lå på. Pensl dem med olivenolie og bag dem 15 minutter midt i ovnen.
Bechamelsauce: Smelt smørret i en tykbundet gryde, tilsæt melet og piske det jævnt. Tilsæt mælken lidt ad gangen sammen med 1/2 spsk salt under konstant omrøring (se note 3). Kog op, tag gryden af varmen og rør ost, æggeblomme og lidt muskat i – saucen skal være ret tyk. Smag til med salt.
Læg halvdelen af aubergineskiverne i et lag ovenpå kartoflerne. Kom halvdelen af kødsaucen ovenpå, dernæst resten af aubergineskiverne og til sidst resten af kødsaucen. Hæld bechamelsaucen ovenpå.
Skru ovnen ned på 180 grader og skift fra varmluft til almindelig varme. Bag moussakaen i 45-60 minutter midt i ovnen. Overfladen skal være gylden. Lad den stå og trække i 10 minutter inden servering.
(ud&Se, september 2025 – Sara Berg/Græsk mad, forlaget Turbine)
Note 1: Jeg havde masser af olivenolie med hjem fra Grækenland, fordi jeg synes, det er sjovt at købe spiselige ting – også selvom jeg kan købe græsk olivenolie herhjemme. Og det passer jo så fint med græsk olivenolie til en græsk ret 🙂
Note 2: Jeg lavede jo altså kun halv portion, og derfor var mit fad en del mindre. Det kunne sådan set godt have været endnu mindre, for så var min bechamellag blevet højere, og det kan jeg godt lide.
Note 3: Ja, man skal være over det, men man behøver altså ikke være nervøs/hysterisk og piske/røre hele tiden. Jeg lader det hvile lidt ind imellem, så det kan koge op og tykne.
