Jeg ved ikke, hvad jeg ville kalde denne velkomstdrink på dansk.
Ikke rigtigt appelsin- og basilikum-bobler, vel?
Nå, men jeg har testet den i dag. Den skal serveres for mine canasta-veninder til årets julefrokost, og så ville jeg lige se, om den var lige så god, som jeg forestillede mig.
Og det var den.
Her mens coronavirus var på sit højeste – de første tre-fire uger efter vi var blevet sendt hjem den 12. marts – købte jeg en dvd-box med de 24 film om agten 007, der er lavet indtil nu (1962-2015).
Da jeg havde trykket ”køb” på nettet, fortrød jeg allerede lidt, for gad jeg nu se de film? Nogle af dem var jo lige så gamle som mig selv!
Det viste sig at være en af de senere måneders bedste investering – jeg elskede filmene! Især de gamle med Sean Connery. Dem havde jeg aldrig set før, og jeg blev næsten helt småforelsket i den fyr, Sean Connery var dengang. Hold nu op, han var meget lidt grim.
Jeg kunne simpelt hen ikke stå for navnet på den her. Og med tanke på, hvor hårdt et muldyr – eller et æsel – kan sparke bagud, kan jeg sige, at denne drink nummer to til canastaklubbens julefest langt fra var lige så uskyldig som drink nummer et.