Kort før jul opdagede jeg hos slagteren, at de havde et gratis magasin, We Meat (haha), med en opskrift på leverpostej.
Jeg havde aldrig prøvet selv at lave leverpostej før. Det vildeste har været, når jeg har købt en ikke-bagt postej hos slagteren og så har bagt den til julefrokost. Dejlig duft i huset – og lun leverpostej er næsten altid et hit.
I år har jeg udliciteret småkagebagningen. Jo, sgu!
Jamen, jeg kan bare ikke nå det hele, og min søster ytrede på et tidspunkt et ønske om at kaste sig ud i vaniljekransene, som i øvrigt er min fars yndlings-julesmåkager.
Nu har søster så også købt en kødhakker med en kageplade, så der kan køres vaniljekrans-dejstrimler ud, så det er i gode hænder.
Men ingen jul uden brunkager, vel?
Her i en coronatid får jeg bagt mere, end jeg plejer.
Noget skal man jo fylde tiden ud med.
Faktisk må jeg indrømme, at jeg – i modsætning til alle dem, jeg læser om på Facebook, der er ved at dø af at være tvunget til at blive hjemme – nyder det ret meget. Selvfølgelig under forudsætning af, at hverken jeg selv eller min familie bliver syge.
Jeg har altid godt kunnet lide mit eget selskab, og jeg keder mig så godt som aldrig.
Jeg elskede sursød sovs, da jeg var barn/teenager. Ikke den der kinesiske variant, men den danske til oksekød.
Min mor var virkelig god til at lave den, men af en eller anden grund fik vi oftere peberrodssovs til oksekødet, selv om jeg plagede. Jeg synes at erindre, at det var min far, der ville have peberrodssovs, men da jeg talte med ham i aftes i telefonen, sagde han, at han altid havde foretrukket sursød sovs. Hmmmm….