Jeg må erkende, at jeg nu er nået til det stadie i min to-gange-årligt forkølelseshistorie, hvor en toddy hverken gør fra eller til. Desværre.
Jeg nyser hele tiden og har en grim, tør hoste. Men uanset hvor meget varm alkohol jeg hælder indenbords, hjælper det altså ikke.
På andet end humøret 🙂
Ja, jeg ved det – jeg har virkelig ikke været flittig på min blog det seneste…jamen, halve år.
Og der er ikke så meget andet at sige om det, end at der har været for mange andre ting, jeg hellere ville: Læse bøger, rejse ud i verden, skrive artikler som jeg brænder for i min fritid, være sammen med veninderne, passe kortklubben, gå ud at spise, tage til Douzelagemøder, besøge min far og, og, og…
Men nu kommer der så her alligevel en lille opskrift. Og måske er det optakten til en mere aktiv vinterperiode, hvem ved?
Jeg elskede sursød sovs, da jeg var barn/teenager. Ikke den der kinesiske variant, men den danske til oksekød.
Min mor var virkelig god til at lave den, men af en eller anden grund fik vi oftere peberrodssovs til oksekødet, selv om jeg plagede. Jeg synes at erindre, at det var min far, der ville have peberrodssovs, men da jeg talte med ham i aftes i telefonen, sagde han, at han altid havde foretrukket sursød sovs. Hmmmm….
“Har du en ide til, hvad vi kan servere som hovedret?” spurgte min veninde i en mail op til Lillenytårsaften. Vi tre kvinder skulle stå for hovedretten, mens mændene tog sig af forret, dessert og boblevand.
Men nej, mit hoved var tomt for ideer. Vi har tidligere blandt andet fået beuf bourgogne, culotte med ovnstegte rodfrugter, rådyrkølle og coq au vin. Så det skulle gerne være noget andet. Men jeg var blank.