Bøf med blomkålsbernaise – jeg valgte en hakkebøf i stedet for en steak.
I weekenden var jeg hjemme hos min far, og til vores steak & bernaise-aften havde jeg købt ribeye-steaks. Dem tog jeg et foto af og lagde på Facebook.
En veninde skrev ”tilbehør?” som kommentar – og det fik mig til at huske denne opskrift, som jeg har fået af Sandra Pugliese, der mente, at den nok lige var noget for mig.
Der er masser af hvidløg i denne ret. Lige noget for sundhedsapostle og vampyrer.
Nej hov, siger du måske, hvidløg holder da vampyrer væk? Men den myte er der bestemt noget lusket ved. Hvidløg virker nemlig antikoagulerende (det hæmmer altså blodets størkning), så det burde tiltrække vampyrer i stedet…
Men bortset fra lugten (og vampyr-tiltrækningen) er der nærmest ikke noget dårligt at sige om hvidløg. Det er en af de få fødevarer, som videnskaben seriøst har undersøgt, og resultaterne tyder på, at hvidløg indeholder stoffer, der er kræftforebyggende og kræfthæmmende. Den bedste måde at få de kræfthæmmende stoffer på er at spise rå hvidløg, og det bør man vælge frem for hvidløg som kosttilskud, siger kræftforskerne Richard Beliveau og Dennis Gingras i bogen “Kost mod kræft”.
Små fyldte auberginer – det lille glaskrus er fra Syrien lige som retten.
Inden man kaster sig ud i “fagdad fatet magdus”, som den hedder i kogebogen – det står vist bare for noget så prosaisk som “små, fyldte auberginer” – skal man gøre sig klart, at det her er en ret, der indeholder en hel masse smage, vi ikke er vant til fra det danske køkken. I hvert fald ikke i aftensmaden.
Jeg synes, retten smager helt vidunderligt, men jeg er er også generelt vild med mad fra Mellemøsten og Nordafrika. Den her er fra Syrien.
Det behøver bestemt ikke være et udtryk for, at man er kræsen, hvis ikke man kan lide maden fra et bestemt område. Jeg er for eksempel langt fra overbevist om det fantastiske ved sushi og vil helst være fri for mere end bare at se på det (det ser pænt ud).