Nå, her i den spæde start af 2023 må jeg nok hellere få den sidste opskrift fra julefrokosten 2022 skrevet ind. Ikke mindst fordi der nok kommer flere opskrifter i februar og maj, hvor jeg planlægger at holde en række middage herhjemme for at fejre min 60 års fødselsdag – godt nok forsinket – med to til fire personer ad gangen….
Jeg ved ikke, om det var fordi gæsterne var meget sultne, og det var det første, der kom på bordet, men i hvert fald var den her en kæmpe succes – og den blev spist rub og stub.
Drinken er ikke så sød, som jeg havde frygtet – men sød nok til at AnneMarie og Lene, der er mest til de sødlige drinks, syntes, at den var supergod. Ulla og jeg, som er til drinks, hvor man kan smage, hvilken slags spiritus, man drikker, syntes, at der skulle mere cava i – og det hældte vi så i. Resultatet var excellent!
Som vist nok nævnt mange gange før, så er jeg ret vild med madskribenten Nigel Slater.
Den 62-årige engelske Nigel Slater har skrevet for magasinet Marie Calire, men er mest kendt som stor bidragyder til Observer Food Monthly – og for sin biografi om sin besyndelige opvækst, hvor mad blev en slags erstatning for manglende kærlighed fra faderen og stedmoderen.
Nå, jeg er især vild med hans The Christmas Chronicles, og det er der, jeg har fundet denne opskrift på en pate, der fik mit mundvand til at løbe, da jeg læste den.