Det her er med afstand den ting, jeg lavede til canastaklubbens julefrokost 2024, som jeg er mest stolt af!
Den lykkedes på alle måder – men nu er det også ret nemt at lave patéer/terriner. Det kan godt være arbejds- og tidskrævende, men det kræver ingen teknisk snilde af den slags, der gør mig til en elendig bagegudinde. I det salte køkken er jeg straks mere på hjemmebane.
I oktober var jeg sammen med min ældste veninde – ikke af år, men hende jeg har kendt længst – på ferie i Vilnius.
Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor vi kom til at tale om min årlige julefrokost for canastaklubben (men vi taler nu i det hele taget ret meget om mad 🙂 ), men jeg kan huske, at jeg beklagede mig lidt over, at jeg var blevet så gammel, at jeg synes, det er svært at overskue, når det hele skal være færdig nogenlunde samtidig. Og så brokkede jeg mig også lidt over, at jeg tilbragte så meget tid i køkkenet i stedet for sammen med veninderne – og det til trods for, at jeg jo altså elsker at lave mad til dem.
Som vist nok nævnt mange gange før, så er jeg ret vild med madskribenten Nigel Slater.
Den 62-årige engelske Nigel Slater har skrevet for magasinet Marie Calire, men er mest kendt som stor bidragyder til Observer Food Monthly – og for sin biografi om sin besyndelige opvækst, hvor mad blev en slags erstatning for manglende kærlighed fra faderen og stedmoderen.
Nå, jeg er især vild med hans The Christmas Chronicles, og det er der, jeg har fundet denne opskrift på en pate, der fik mit mundvand til at løbe, da jeg læste den.
Jeg er vist kommet ind i en stime af “mad fra dengang, jeg var barn”. Noget af det er mad, som jeg ikke har fået, siden min farmor døde for 30 år siden – som for eksempel de hjemmelavede kød og melboller til oksekødssuppen forleden. Andre ting er noget, jeg ikke har fået siden min mor døde for seks år siden – som for eksempel æbleflæsk på rugbrød.