Tag-arkiv: rødbeder

Efterårs-risotto

grøn skål
Den smukke skål med den vibrerende grønne farve er lavet af min veninde Anni Jensen. Og hun har i øvrigt særligt åbent i Keramikværkstedet i morgen, den 17. oktober mellem klokken 17-19 for Facebook-venner – og der er 25 procent på alt i butikken; keramik, tøj og ting….

Nogle mennesker smækker bare lige et gyldent franskbrød med sprød skorpe eller 18 fantastiske, luftige boller sammen – og fatter ikke, at andre (mig for eksempel) synes, det er svært at gøre det samme.

Andre mener, at det er svært at lave risotto.

Jeg opdagede først, at det var almindelig opfattelse, at risotto ikke hører til blandt de nemmere ting at fremstille i et køkken, efter jeg havde lavet adskillige af slagsen. Og det er ikke for at blære mig, men jeg har altså aldrig nogensinde lavet en mislykket risotto. Jeg synes virkelig ikke, det er vanskeligt at lave en god én.

Der er ingen hekserier, og det kræver ingen kokkekundskaber eller behændige hænder. Det eneste, det kræver, er tålmodighed og at man er til stede og opmærksom.

Læs videre Efterårs-risotto

Norsk sildesalat

Sild
Der skal saltede sild i en den norske sildesalat.

Jeg har det med at bede om opskrifter, når jeg enten er inviteret hjem til venner til en middag og smager noget nyt – eller ser på Facebook, at en ven eller bekendt har slået et billede op af en ret, vedkommende har lavet.

Som regel får jeg også opskriften – og så ligger den i min mailbox, indtil jeg får den skrevet i en notesbog eller printet ud.

Der lå den norske sildesalat også. Med et kort note om, at den smagte supergodt.

Nu er Norge et af de ganske få i lande i Europa, som jeg aldrig har været i (ja, det er for dårligt, det ved jeg godt – og jeg har da bestemt også et stort ønske om at sejle med Hurtigruten op langs kysten engang), så derfor er jeg næsten helt sikker på, at det er min Facebook-veninde Astrid, jeg har fået den af. Hun er den eneste nordmand, jeg kender lidt 🙂 For det tæller vel ikke med, at jeg engang har interviewet krimiforfatteren Gunnar Staalesen? Jeg mindes i hvert fald ikke, at vi talte om sildesalat 🙂

Norsk sildesalat

4 spegesild

8 kogte kartofler

Cirka 5 syltede rødbeder

4 store eller 6 små syltede agurker

2 æbler

2 spsk hakket løg

salt, hvid peber

lidt rødbedesaft

cirka 3 dl cremefraiche

Valgfrit: hårdkogte æg og hakket persille til pynt.

Alt skæres i små tern og blandes forsigtigt. Tilsæt krydderier. Bland creme fraiche og lidt rødbedesaft. Bland det hele forsigtigt sammen. Smages til. Lad salaten hvile i en skål i køleskabet et par timer eller natten over. Pynt eventuelt med hakkede hårdkogte æg og persille.

Note: Spegesild er saltede sild og fås hos fiskehandleren. Hvis fiskehandleren kun har hele sild, så bed ham om at filetere dem for dig.

De skønne rødbeder

Rødbeder med fetacreme
Fetacremen smager fuldstændig fantastisk til rødbederne. Majs’ene hører faktisk ikke til opskriften, men jeg havde en kolbe liggende, og nu hvor de er i sæson, smager de altså bare forrygende med smør og salt…og klæder faktisk rødbederne.

Jeg kan virkelig godt lide rødbeder.

Og det var så også det, jeg havde mest af i køleskabet, da jeg vendte hjem efter weekend hos min far.

Så aftensmaden stod på bagte rødbeder med fetacreme. Det er en opskrift, der i sin oprindelse stammer fra en svensk kogebog, men jeg har ændret så meget i den, at jeg for en gangs skyld godt vil tage ejerskab. Jeg er sikker på, at den svenske kogebogsskribent ikke vil kunne genkende sin ret i min version, så altså; det her er min 🙂

Læs videre De skønne rødbeder

Om at sylte

Græskar
Her har jeg været så heldig at få et græskar af en kollega. De ER altså bedre, dem folk selv har dyrket, end dem man køber i butikkerne.

Jeg synes, det er rigtigt sjovt at sylte, henkoge og lave saft til vinteren.

Det har stået som noget af det skønneste “arbejde” for mig, lige siden min mor læste Laura Ingalls Winthers bøger op for mig, da jeg var barn, om husene i den store skov, på prærien, ved floden og så videre. De lavede også hele tiden forråd dengang, og der hang pølser, skinker og andet godt på deres loft. Jeg syntes, det var SÅ hyggeligt.

I tidens løb har jeg selv lavet utallige marmelader og forskellige typer syltede agurker, rødbeder, græskar, svampe, ketchup, saft, chutneyer, eddiker med mere.

Så bliver det sat i skab eller køleskab med tydelige mærkater på – og derpå glemt…

Jeg er nemlig ikke særlig god til at få det spist. Eller rettere; jeg laver altid for meget. Og så selv om jeg forærer en del væk.

Jeg tror, jeg bliver grebet af selve projektet, og hygger mig – uden omtanke for at der dels skal være plads til det, og dels skal jeg have lyst til at bruge det i min dagligdag. For eksempel har jeg aldrig været den store marmelade/syltetøjsspiser, så et enkelt glas er sådan set nok til mig. Der er ingen grund til, at jeg har fire forskellige typer stående…á tre glas hver.

Mirabelle og kvæde

De seneste tre-fire år har jeg med succes været hård overfor mig selv 🙂 Når jeg kommer i tanke, at DET skal jeg da prøve, tager jeg lige en snak med mig selv først; vil jeg bruge det? Og hvis ikke, er der så andre, der vil være interesseret? For ellers er det et no-go.

Ud over at jeg laver et par typer saft hvert år, som med sikkerhed bliver drukket, er vi så nede på, at jeg stensikkert laver syltede agurker til mig selv og syltede græskar til min far. Nogle år sylter jeg også rødbeder.

Læs videre Om at sylte