Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke var tilfreds med resultatet.
Altså, de smagte skam udmærket – pigerne var overraskede over, hvor godt – men de så hverken delikate eller fikse ud. Slet ikke som jeg havde forestillet mig.
Jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke var tilfreds med resultatet.
Altså, de smagte skam udmærket – pigerne var overraskede over, hvor godt – men de så hverken delikate eller fikse ud. Slet ikke som jeg havde forestillet mig.
For godt et års tid siden faldt jeg ved et tilfælde over en amerikansk madblog på nettet – TheForestFeast af Erin Gleeson. Og den er blevet en slags passion for mig.
Erin Gleeson er tidligere New Yorker madfotograf. Hun har fotograferet for de store blade, for topkokke og restauranter og til flotte kogebøger. Men så fik hendes mand arbejde i Californien, og de måtte flytte. Der skabte Erin sig så en ny karriere. Hun blogger om mad – og sætter sine opskrifter op “fotografisk”.
Jeg bagte de her lørdag formiddag, som gæsterne skulle komme klokken 16.30 – og jeg var pavestolt. De var faktisk overhovedet ikke nemme at lave, men jeg syntes, de lykkedes SÅ godt.
Jeg var så tilfreds med mig selv, at jeg satte dem i et højt glas på bordet, lige så snart de var kølet af – og gik og beundrede dem i løbet af dagen. Den slags hybris har det med at udløse nemesis.
Drunken Devils on Horseback. Jo, det hedder de faktisk – fulde djævle til hest. Det lyder jo helt tosset. Forklaringen skulle være at de oprindeligt hed “on hogsback” – hogs er svin på engelsk – fordi der jo indgår bacon i opskriften, men at navnet så med tiden er blevet forvansket til det sjovere “on horseback”.