En mojito er en meget frisk og læskende lime- og romcocktail, som man anser for at være Cubas nationaldrink.
Nogle mener at drinken stammer helt tilbage fra 1580’erne og den opdagelsesrejsende sir Francis Drake, mens andre mener, at vi skal frem til 1800-tallets slaveplantager. Under alle omstændigheder er man ret enige om, at Ernest Hemmingway elskede mojito og daiquiri. Han skrev på væggen i baren/spisestedet La Bodeguita del Medio: “My mojito in La Bodeguita, My daiquiri in El Floridita”.
Jeg har været begge steder – La Bodeguita var fyldt med turister som mig, der skulle have en Hemmingway-mojito. La Bodeguita var til gengæld et særdeles elegant sted med fantastisk mad. Deres daiquiri var så potent, at jeg heldigvis husker maden (jeg fik hummer!), men ikke meget mere – men der findes billeder, der beviser, at jeg dansede den aften, hvilket er fuldstændig uhørt for mig! 🙂
Egentlig kan jeg nu også meget bedre lide mojito end daiquiri.
Mojito har et relativt lavt alkoholindhold, fordi glasset er fyldt med isterninger, limesaft og danskvand – men lad dig ikke snyde; du får altså alkohol, så nej, du kan ikke lige sætte dig til bilrattet efter et par stykker af dem her.
Den er populær blandt andre end cubanere og pirater på de syv verdenshave – mojito er blevet en yndet sommerdrink for mange, den perfekte sundowner, hvis man da ikke er til gin og dermed Tom Collins eller en god, gammeldags G&T.
Egentlig skal du bruge en “støder”, sådan en langskaftet dims, som bartendere har (gerne med pigge/knopper på undersiden) til at støde limefrugten og myntebladene for at frigøre smagstofferne i dem. Men du kan nu godt klar dig med en langskaftet ske og lidt armkræfter.
Egentlig er hvid rom ikke noget, jeg har et lager af – men jeg havde en rest i en flaske, som jeg har fået af min cubanske bekendte, journalisten Ivan. Nu er flasken tom…
Mojito
(1 drink)
10 friske mynteblade
0,5 lime, skåret i 4 både
2 spsk hvidt sukker (jeg bruger rørsukker) – måske mere efter smag
isterninger
40 ml hvid rom
danskvand med brus
Kom mynteblade og 1 limebåd i et robust højt glas og brug en støder (eller en ske) til at knuse/støde lime og mynteblade for at frigøre mynteolie og limesaft.
Tilsæt 2 limebåde mere samt sukkeret, og knus/stød igen for at få limesaften ud.
Fyld nu glasset næsten helt op med isterninger.
Hæld rommen over isterningerne og fyld glasset op med danskvand.
Rør, smag og tilsæt eventuelt mere sukker.
Pynt glasset med den sidste limebåd.
(opskriften er oprindeligt fra netsitet allrecipes.com)
Frisk og læskende sommerdrink – men der ER altså alkohol i…
Faktisk havde jeg slet ikke tænkt mig at lave den her ret til aften. Det er nemlig – igen – småkoldt og blæser en halv pelikan, så jeg havde sat næsen op efter en omgang muslinger i en hot grøn curry.
Men ak, ikke bare var Kvickly udgået for friske blåmuslinger (“men vi får dem igen i morgen” – “ih ja, det hjælper jo fedt nu”), både Kvickly, Netto og Fakta var tilsyneladende også udgået for limefrugter. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg forestiller mig, at studenterne måske har rippet supermarkederne for at kunne lave mojitos, når de i morgen begynder deres traditionelle rundture i hestevogne og andre køretøjer.
Nå, jeg havde en halv lime derhjemme, og det var lige akkurat nok til denne fiskesalat (men ikke til muslingecurry) så derved blev det.
Når det ellers er “rigtig sommer”, altså varmt, holder jeg meget af at lave madsalater. Det er forholdsvis let aftensmad (lidt afhængig af, hvad man putter i salaten, naturligvis!), det er let lavet, og det går altid godt med et glas køligt hvidvin eller rosé 🙂 Ja, det vil sige; i virkeligheden er en kold øl, eventuelt en hvedeøl, nu bedre til de stærke asiatiske salater.
Den her ret kan man spise med fingrene. Dermed har man sparet lidt af opvasken 🙂
Man bestemmer selv hvor stærk fiskesalaten skal være ud fra mængden af frisk chili samt cayennepeber.
Fiskesalat med citrongræs og chili
(1 person)
125 gram hvid fisk (jeg brugte lange, men sej eller torsk er også godt)
50 gram skalotteløg
2 fed hvidløg
1 stilk citrongræs (se note 1)
2 kaffir limeblade (se note 2)
olie til stegning
en lille håndfuld thaibasilikum (se note 3)
en lille håndfuld koriander
limesaft
fishsauce
et nip cayennepeber
50 gram hjertesalat
1 rød chili (kerner og membraner fjernet) (se note 4)
sesamfrø
Damp fisken i vand med lidt salt og peber. Du kan se, når den er færdig – så er den kridhvid og fast – men cirka 4-5 minutter. Lad den køle af.
Del den tilberedte fisk med en gaffel (eller med fingrene) og kom den i en skål.
Skær løg og hvidløg i bittesmå tern og striml citrongræs og kaffir limeblade fint.
Varm olien op i en wok eller stegepande. Steg løg og hvidløg til de har fået en god farve. Tilsæt citrongræs og limeblade og steg et par minutter. Tag det af panden og lag det afkøle.
Blandt fisken med den afkølede løg-citrongræsblanding og krydderurterne. Krydr med limesaft, fishsauce og cayennepeber.
Anret salaten i salatblade og pynt med skiver af frisk chili og sesamfrø. Server med limebåde til at dryppe over.
(opskriften er oprindeligt fra Vægtkonsulenternes “Supersund sommermad” fra 2013. Jeg har ændret en smule i opskriften)
Note 1: Skær en skive af stænglen nederst, der hvor bladene hænger sammen, så du kan komme til at fjerne dem. Fjern de yderste stive blade, de er altså ikke lækre at spise. På et tidspunkt kommer du ind til en kerne, der er blødere. Det er den, du skal bruge. Man bruger fra den hvide bund og 2/3 op af stænglen. Toppen smider du ud.
Note 2: Hvis ikke du kan skaffe kaffir limeblade, kan du bruge revet skal af en 1-2 limefrugter (forudsat at det ikke er ved den tid studenterne springer ud og har opkøbt byens lager af limefrugter!)
Note 3: Jeg kanikke mindes, at jeg nogensinde har set thaibasilikum her i byen. Så jeg bruger min egen hjemmedyrkede basilikum, som har udviklet en spøjs peberagtig smag. Men det er helt fint 🙂 Brug bare almindelig basilikum, selv det ikke er det samme som thaibasilikum, der er meget “skarpere” i smagen.
Note 4: I originalopskriften bruges chillien kun til pynt. Jeg synes, at retten trænger til lidt spark (et nip cayennepeber er heller ikke nok til mig, men det kan man jo selv regulere med), så jeg gemmer bare nogle skiver til pynt – og hakker så resten af chillien og kommer i fiskeblandingen.
Selv om det er godt, behøver man altså ikke limeblade og thaibasilikum. Det kan erstattes af andet lige som fishsauce i en snæver vendig kan erstattes af almindeligt salt.
Koldskål behøvede hverken min mor eller min farmor en opskrift på. Men det gjorde jeg altså, da jeg overvejede, hvordan jeg fik den kærnemælk, jeg havde fået tilovers fra et andet projekt, brugt.
Koldskål er en traditionel dansk sommerdessert, der opstod i starten af 1900-tallet, da kærnemælk blev almindeligt i Danmark.
“Uh koldskål – det er ellers dejligt. Det har jeg slet ikke tænkt på i år,” sagde min far i telefonen, da jeg fortalte, at jeg havde lavet koldskål til mig selv til det næste par dage.
For koldskål er netop noget, som danskerne først rigtigt kommer i tanke om, når det bliver varmt. Og det har det som bekendt ikke været endnu. Men de to forgående somre, hvor vi har haft fem-seks uger med høje temperaturer, har supermarkederne haft svært ved at følge med efterspørgslen, for mange køber den – i øvrigt udmærkede – færdiglavede variant fra mejerierne.
Det er nu rasende nemt at lave selv, og den opskrift jeg fandt, som så mest “rigtig” ud, var netop fra mejerigiganten Arla.
Det eneste, jeg har ændret fra originalen, er, at jeg bruger A38 1,5 procent istedet for den fuldfede tykmælksvariant – og det smager altså rigtigt godt og “fedt” nok.
Skålen med de små jordbær kom jeg til at tænke på i går, fordi jeg spiste frokost med en veninde, der fortalte, hvordan hun havde brugt alle sine sparepenge på at købe 10 styk hos Anni i Keramikværkstedet for mange år siden. Jeg har nu godt nok kun en 🙂
Selve koldskålen er såmænd ikke så kalorietung. Ifølge Arla rummer en portion 200 kalorier. Men fedtindholdet er 38 procent. Og så kommer jo kammerjunkerne – og DE er fyldt med kalorier. Prøv engang at kigge på kalorietallet på en pose kammerjunkere, og du vil blive overrasket. Jeg spiste 50 gram kammerjunkere – det er sådan cirka 10 styk – og dermed kunne jeg lægger 235 kalorier oveni de 200 for selve koldskålen!
Nå, man skal jo også nyde maden, tilværelsen og sommeren 🙂
Klassisk koldskål
(4 personer)
2 æggeblommer, pasteuriserede
3 spsk sukker
En halv vaniljestang
2 spsk citronsaft
0,5 liter kærnemælk
0,5 liter A38 økologisk tykmælk (eller 1,5 procent, se tekst ovenfor)
Hertil: kammerjunkere
Pisk æggeblommer, sukker og kornene fra vaniljestangen luft og luftigt.
Tilsæt citronsaft og kærnemælk og pisk det sammen. Vend tykmælk i og rør godt rundt.
Stil koldskålen tildækket i køleskabet indtil servering.
PS: Jeg kan nu godt lide, at koldskålen lige har stået ude et kvarters tid inden servering, så man kan smage den. Køleskabskold mad er ikke så interessant.
(opskriften stammer fra Arlas hjemmeside)
Kammerjunkerne feder faktisk mere end selve koldskålen, så hvis man hører til dem, der spiser koldskål med tvebakker, er det ikke den mest fedende desser….
Butterdejsskaller med fyld af chokolade-flødeskumscreme og danske jordbær.
Den 19. juni var min søsters fødselsdag, og familietraditionen er, at hun altid holder fødselsdag den første lørdag efter.
Nu om dage er vi et meget begrænset selskab, nemlig min far, mig, hunden og min søster 🙂 Men hyggeligt er det, og maden er god – tre retter selvfølgelig!
Jeg vidste, at far kom med en blomst – det gør han til fødselsdage og højtider – så jeg spurgte, om jeg ikke skulle komme med kage til eftermiddagskaffe i stedet? Det lød på min søster som om hun var lidt lettet over, at jeg ville stå for den del – så jeg var glad og hun kunne koncentrere sig om aftensmaden.
Jeg målte faktisk ud med mit ciceromål (det er vist kun gamle journalister og typografer, der ved, hvad det er), men man behøver ikke være så pernitten – man kan sagtens skære dem ud på slump 🙂
Nu er jeg ikke – som mange gange tidligere nævnt – den store kagebager. Og heller ikke voldsomt ferm til det. Alligevel kastede jeg mig frygtløs ud i noget med husblas (uha-uha), fordi jeg havde fundet en opskrift på nettet, som jeg gerne ville prøve. Og det gik fint!
Faktisk var der kun én ting, der drillede – og det var noget, som jeg slet ikke havde regnet med.
Jeg har før læst, at det kan være vanskelig at arbejde med hvid chokolade. Det har jeg aldrig selv oplevet, så jeg tilskrev det “nervøst pjat”, når nogen skrev det. Lidt lige som når folk siger, at det er svært at lave soufflé eller risotto.
Men der stod jeg så med hvid chokolade i en sær, tyggegummilignende, uskøn konsistens – i stedet for en fin, blank, smeltet “creme!, som det plejer. Jeg vidste faktisk godt, hvad jeg havde gjort galt: Jeg havde rørt i det, fordi jeg var utålmodig og ville have, det skulle smelte hurtigere. Så et godt råd: Lad vær’ med det!
Jordbær vendt i flormelis får sådan en smuk blank overflade…ja, ja; af sukker, men det smager nu godt 🙂
Heldigvis havde jeg mere hvid chokolade, så i næste ombæring lod jeg chokolade-ternene være, indtil faconen på dem var ved at falde sammen. Så var de nemlig smeltet (uden min hjælp med en grydeske!) og jeg kunne stikke penslen i chokoladen og pensle overfladen på mine kager.
Jeg ville egentlig gerne have fotograferet kagerne udenfor, for al den regn over forsommer og – indtil videre – sommer har gjort min søsters have helt vildt frodig. Men da jeg havde samlet kagerne, syntes min far også, at de skulle spises, så der var ikke lige tid til det store photoshoot 🙂
Kagerne var til eftermiddagskaffen ved min søsters fødselsdag.
Napoleonskager med jordbær og chokoladehyldeblomstcreme
(cirka 10)
1 rulle butterdej
1 + 2 æggeblommer (pasteuriserede, hvis du vil være helt sikker)
0,5 dl hyldeblomstsaft (se note 1)
1 tsk maizena majsstivelse
1 dl madlavningsfløde eller kaffefløde (se note 5)
100 gram hvid chokolade
2 blade husblas
1/4 liter piskefløde
250 gram danske jordbær
1 dl flormelis
frysetørrede bær til pynt (se note 2)
Hvid chokolade til pynt (se note 3)
Skær butterdejen ud i stykker på cirka 6×10 centimeter. Læg dem på bageplade med bagepapir, pensl overfladen med æg, prik med en gaffel og bag dem cirka 15 minutter ved 210 grader (se note 4). Afkøl kagerne på en bagerist.
Skyld bærrene og og skær dem i mindre stykker. Vend dem med flormelis og lade dem trække.
Pisk æggeblommer, hyldeblomstdrik, majsstivelse og fløde sammen i en gryde. Varm forsigtigt cremen op til lige under kogepunkter (den tykner let) og tag gryden af varmen. Rør hakket chokolade i og rør til cremen er jævn.
Læg husblassen i blød i 5-10 minutter i koldt vandt. Pres vandet fra. Kom husblassen i den stadig varme creme, hvor den smelter. Rør rundt og sæt creme til afkøling i køleskabet til den er halvstiv.
Pisk fløden til flødeskum og vend den i cremen.
Flæk kagerne midt igennem. Smelt hvid chokolade og pynt toppen med den (pensl den på) og drys med frysetørrede bær.
Læg kagerne sammen med creme og bær. Sæt kagerne koldt indtil servering – cremen “sætter sig” og bliver stiv.
NB: Jeg lavede kun 8 butterdejsskaller, men lavede hele portionen af chokoladecremen, og der var RIGELIGT. Faktisk var jeg tæt ved at have halvdelen af den til overs, efter at have samlet de otte skaller. Så du må vurdere, om du kun skal lave halv portion af cremen….
Note 1: For en gangs skyld lavede jeg ikke hyldeblomssaft sidste år, og jeg har endnu ikke nået at lave det i år – derfor måtte jeg købe koncentreret hyldeblomstsaft. Jeg er stensikker på, at en hjemmelavet havde været bedre, for den købte smagte altså ikke ret meget igennem. Har du en hjemmelavet – eller kender du én, der laver selv, hvor du kan tiltuske dig 0,5 dl, så slå til!
Note 2: Jeg har aldrig købt frystørrede bær før – og jeg var skuffet. Ikke over udseendet, de er da pæne, men over den manglende smag. Og så var de sådan lidt svampet bløde – jeg havde forventet at de var crunchy….nå, måske har det været et dårligt mærke (fandt det hos Kvickly) eller også skal de bare være sådan, og så synes jeg egentlig lige så godt, man kan pynte med noget andet…
Note 3: Jeg synes ikke nødvendigvis, at man behøver pensle kagerne med hvid chokolade. Det er jo i forvejen i cremen, så smagsmæssigt kunne man lige så godt have lagt glasur på, synes jeg….
Note 4: 15 minutter ved 210 grader var altså for meget i min ovn. Jeg gav dem knap 13 – og burde vel egentlig have taget dem ud før. Så hold øje med dine “kager”.
Note 5: Jeg har et anstrengt forhold til madlavningsfløde. Jeg synes, det er en sær konstruktion at lave et fedtfattigt mælkeprodukt og tilsætte mel. Men jeg kunne ikke finde kaffefløde i Kvickly. Jeg tænkte, at det måske ikke fandtes mere og valgte at købe mere ”rigtig” fløde. Men så var jeg et smut i Fakta, og der stod de orange kaffefløde-kartonner jo! Stor glæde. Så det findes altså, og jeg synes, det er meget bedre end madlavningsfløde.
(Opskriften er fra Odense Marcipans hjemmeside – som reklame for deres hvide chokolade)
De smagte altså smaddermums, selv om de måske kunne have været kønnere?