Nå, men nu er jeg jo egentlig ret sikker på, at det danske herrehåndboldlandshold ikke fejrer OL-sejren med durumruller med krydret kylling – selv om jeg da gerne personligt ville lave det til dem 🙂 De skal nok have røde bøffer og øl.
Men jeg er altså simpelt hen lige nødt til at nævne det hold i min blog! Ud over at de var skyld i, at min aftensmad (fyldt laks med fritterede bønner) blev kold, fordi jeg havde været så dum at sætte det i ovnen, så det var klar til, når kampen var færdig (men så skulle jeg jo se interviews og medaljeoverrækkelse), så var det også en fantastisk kamp – og en fantastisk præstation.
Min far gider ikke rigtig bruge alle sine mange, mange rabarber.
Han gider godt spise dem, når andre tilbereder dem, men ellers får de bare lov til at stå og brede sig og blive enormt store bag carporten.
Så som regel tager jeg et par poser rabarber med hjem, når jeg besøger ham i sæsonen.
Og med alle de rabarber i fryseren opstår naturligvis spørgsmålet; “hvad pokker skal jeg bruge dem til?”, for jeg kan altså ikke spise al den rabarberkompot, og selvom rabarberkage er skøn, er der også grænser for, hvor mange gange jeg har lyst til at lave sådan en i løbet af forår og sommer.
Så jeg er altid på udkig efter nye opskrifter på det, jeg får rigelig af hen over forår, sommer og sensommer, nemlig rabarber, jordbær og hindbær.
Forleden sad jeg så og rodede rundt i avisen New York Times Cooking-sektion med opskrifter. Det ville være noget mere imponerede, hvis jeg kunne skrive, at jeg læser den berømte avis’ politiske analyser, reportager og dybdeborende journalistik. Men det gør jeg så ikke. Jeg læser deres mad- og rejseartikler 🙂
Men der havde de så en hel rabarber-afdeling. Og der fandt jeg den sjove rabarbershake.
Der lidt arbejde i det, eftersom man først skal lave en rabarberkompot, men det er det værd. Den er lækker, ret mættende og lidt eksotisk. Det skyldes rosenvandet, som er en spøjs ting. Rosenvand bliver brugt i arabisk madlavning – og i iransk – mest til desserter og kager. Det kan være temmelig kvalmende – dens “søster” appelsinblomstvand er noget nemmere at klare i større mængder – men hvis man bruger det med måde, er rosenvand romantisk, giver en fint parfumeret duft og meget tøset på den søde måde.
Man kan selvfølgelig udelade det, men jeg synes, du skal prøve. Man kan købe det hos købmænd/grønthandlere fra Mellemøsten. Det er helt klar, som regel i en glasflaske og ikke ret dyrt.
Rabarbershake
(2-3 portioner)
250 gram rabarber, skåret i stykker
5 spsk honning + måske mere til at smage til med
300 ml græsk yoghurt
en håndfuld isterninger
rosenvand (jeg vil sige 1 tsk til denne portion – opskriften siger “en sjat”!)
Pistacienødder, finthakkede
Rør rabarberstykker, honning og 2 spsk vand sammen i en mediumstor gryde. Bring det i kog, skru ned for varmen og lad det simre, mens du rører af og til, i cirka 6-8 minutter. Rabarberne skal være nærmest “smeltede” og ligne marmelade. Lad det køle af. (se note 1)
Kom rabarberkompot, yoghurt, isterning og rosenvand (vær nu forsigtig, du kan altid tilsætte mere senere, hvis du synes!) i en blender (se note 2). Blend indtil det er glat.
Smag til – måske skal der mere honning eller rosenvand i.
Kom i to-tre glas (alt efter hvor meget I mener, I kan spise/drikke) og drys med hakkede pistacienødder. (Se note 3)
(opskriften er af Melissa Clark og har været bragt i New York Times Cooking)
Note 1: Man kan lave rabarberkompotten i op til en uge inden man skal bruge den.
Note 2: Vær sikker på at din blender kan klare isterninger.
Note 3: Ifølge NYT indeholder 1 portion (det halve af ovenstående opskrift) 371 kalorier og 11 gram fedt. Det er ikke helt slemt. Men heller ikke noget, man skal drikke i spandevis 🙂
Jeg bliver med jævne mellemrum totalt optaget af en kogebog – det kan være en helt ny, jeg har fået, eller det kan være en gammel, jeg har genopdaget.
Sidste år i september, lige inden min blog her blev hacket for første gang og måtte lukkes ned, havde jeg genfundet en gammel favorit, Bill Grangers “Sydney Food”. Jeg nåede at få afprøvet et par opskrifter og få dem lagt på bloggen – men der var også et par stykker, som jeg aldrig fik skrevet ind, inden bloggen lukkede.
Blandt andet denne lækre, krydrede ret med rejer, som sagtens kan gå som sommermad. Derfor skriver jeg den ind nu – jeg tog billeder af retten sidste år, så dem har jeg jo 🙂
Bill Granger skriver om retten, at han har ladet sig inspirere af indisk mad, og det er da også indiske krydderier, der giver en varm, ikke stærk, men eksotisk, krydret smag til salaten.
Og yoghurtdressingen kunne faktisk drikkes som en lassi (en yoghurtdrik, som indere holder meget af), hvis man udelod fiskesaucen og tyndede den op med en smule vand.
Krydret linsesalat med rejer og mynte-yoghurt dressing
(4 personer)
185 gram puylinser (se note 1)
60 gram forårsløg i tynde skiver
1,25 dl olivenolie
2 spsk rødvinseddike
1 grøn chili, finthakket
havsalt
friskkværnet peber
1 tsk stødt koriander
1 tsk stødt spidskommen
40 gram korianderblade (frisk koriander)
1 tsk gurkemeje (se note 2)
20 rå store rejer, pillede, men med halen intakt og med den sorte tarmstreng fjernet (se note 3)
Til servering:
75-100 gram babyspinat, skyllet
100 gram blancherede grønne bønner (se note 4)
mynte-yoghurt-dressing (se opskrift nedenfor)
Kom linserne og 2,5 dl vand i en mediumstor gryde og bring det i kog. Skru ned for varmen og lad det simre i 15 minutter. Hæld vandet fra linserne.
Kom de varme linser, forårsløg, 4 spsk af olivenolien, rødvinseddike, chili, salt, peber, stødt koriander, spidskommen og frisk koriander i en skål og bland det sammen. Sæt til side.
Kom den resterende olivenolie, gurkemeje samt salt og peber i en anden skål og blandet. Kom rejerne ned i skålen og rør lidt rundt, så de bliver dækket af olie.
Varm en slip-let pande op over høj varme et par minutter. Tilsæt rejerne og steg dem til de er lyserøde, mens du ryster panden ind imellem.
Del linserne mellem fire tallerkner, kom babyspinat-blade ovenpå sammen med de blancherede grønne bønner og rejerne. Slut af med at dryppe yoghurtdressingen hen over.
Note 1: De grønne linser, som er mærket Puy linser, smager bare bedst. Sådan er det. De er toppen. Men…nu skal man jo heller ikke blive fanatisk 🙂 Urtekram har nogle ganske glimrende grønne linser, som de kalder “Delikatesselinser”. De kan fås i større supermarkeder.
Note 2: Bill Granger slår et slag for at man bruger frisk gurkemeje, som man river i retten. Jeg har endnu til gode at se frisk gurkemeje i Danmark, så jeg har lavet det om til stødt gurkemeje. Det fungerer fint. Men hvis du har en god etnisk grønthandler, der fører den friske variant (den ligner en ingefærknold lidt), så prøv endelig.
Note 3: De grønlandske rejer er MSC-mærkede og dermed bæredygtige. Men det er jo altså ikke kæmperejer. Der findes tigerrejer, man kan spise uden dårlig samvittighed. En del af dem kommer fra Vietnam og er mærket med et turkis logo fra Aquaculture Stewardship Council (ASC). En ASC-certificering viser, at rejerne er ansvarligt produceret og kan spores gennem hele varekæden fra opdræt til køledisk samt, at der er taget et socialt ansvar for ansatte og lokalsamfundet. Verdensnaturfonden (WWF) kæmper for at udbrede kendskabet til mærkningen, men desværre er der ikke så mange danskere, der kender til den endnu.
Note 4: At blanchere er at sænke grønsager i kogende vand i ganske kort tid – fra 30 sekunder til et par minutter alt efter størrelse. Herefter overhældes grønsagerne med iskoldt vand og dryppes af. Fordelen er, at farve, sprødhed og vitaminer bevares bedre end ved at koge grønsagerne møre. Bønner (både friske og tørrede) indeholder giftstoffet lektin og SKAL have et opkog, inden man serverer dem. Ellers kan de give diarré, kvalme og opkastning.
Mynte-yoghurt-dressing
250 ml yoghurt
2 spsk lime-saft
2 tsk fiskesauce
4 spsk hakket frisk mynte
Bland alle ingredienser i en skål.
(Opskrifterne er fra “Sydney Food” af Bill Granger, Murdoch Books, 2000)
Jeg har ikke mange kogebøger i min reol, der handler om klassisk engelsk køkken.
Nu taler vi ikke om alle de fremragende kokke og restauranter, som England kan byde på, men altså om bøger om den engelske husmors madlavning. Hun har fået på puklen, har hun, og England er i mange, mange år blevet latterliggjort af udlændinge, når talen faldt på landets madkultur. Den generelle mening var og er, at engelsk klassisk madlavning er rædsom.