Alle indlæg af admin

Claus Meyers nemme hverdags-rugbrød

 

Rugbrødsdej
Så er dejen rørt, nu skal den hvile og hæve i køleskabet

Da jeg kom hjem fra arbejde i dag – sent – opdagede jeg, at jeg var løbet helt og aldeles tør for rugbrød. Og så besluttede jeg, at NU var det altså tid at få gang i rugbrødsbageriet igen.

Af en eller anden grund ligger mit bageri altid stille om sommeren – måske fordi det med at tænde ovnen ikke er det, man tænker først på, når temperaturen når over 20 grader celcius og man (jeg) bor i en lejlighed, der fungerer udmærket som sauna.

Som tidligere nævnt er jeg absolut ikke nogen ørn til at bage. Tærter er jeg ret god til, og så har jeg held med rugbrød. Men så er det også sagt.

Og mine rugbrød er først for alvor blevet super velsmagende, da jeg opdagede Claus Meyers opskrift på Hverdagsrugbrød.  Læs videre Claus Meyers nemme hverdags-rugbrød

Birtes knækbrød

birte
Her er Birte (lige i lyset) sammen med de kvindelige kolleger på besøg hos Bianca, der har det seriøst lækreste køkken, jeg nogensinde har fået lov til at arbejde i.

Når man har været på den samme arbejdsplads i mange år, har man uværgerlig set en del kolleger komme og gå.

På min arbejdsplads har der aldrig været ret mange kvinder i redaktionen, så det er især dem, jeg husker – og savner.

En af dem var Birte, der i en årrække tog sig professionelt, grundigt og dygtigt af social- og sundhedsstoffet på avisen. Desværre har jeg ikke ret meget kontakt med hende i dag – hun rejste til Thy med kæresten – men vi er da Facebook-venner, så lidt hører man jo i ny og næ.

Men jeg nåede – hurra 🙂 – at få opskriften på Birtes gode knækbrød, inden hun rejste.

Læs videre Birtes knækbrød

De skønne rødbeder

Rødbeder med fetacreme
Fetacremen smager fuldstændig fantastisk til rødbederne. Majs’ene hører faktisk ikke til opskriften, men jeg havde en kolbe liggende, og nu hvor de er i sæson, smager de altså bare forrygende med smør og salt…og klæder faktisk rødbederne.

Jeg kan virkelig godt lide rødbeder.

Og det var så også det, jeg havde mest af i køleskabet, da jeg vendte hjem efter weekend hos min far.

Så aftensmaden stod på bagte rødbeder med fetacreme. Det er en opskrift, der i sin oprindelse stammer fra en svensk kogebog, men jeg har ændret så meget i den, at jeg for en gangs skyld godt vil tage ejerskab. Jeg er sikker på, at den svenske kogebogsskribent ikke vil kunne genkende sin ret i min version, så altså; det her er min 🙂

Læs videre De skønne rødbeder

Kortspil og flødekartofler

flødekartofler
Det her er ikke mine flødekartofler – jeg laver dem altid i et tærtefad – men de ser da gode ud.

 

Jeg “opdagede” flødekartofler, da jeg var 20-21 år.

Jeg boede i kollektiv i Århus med blandt andet Else, og vi gik klasse på Journalisthøjskolen med Ulla, som boede sammen med sin bedste veninde, Lisbeth. Ulla og Lisbeth spillede canasta, noget de gerne fortalte om – og på et tidspunkt fik Else og jeg sagt, at det ville vi da gerne lære.

Jeg har spillet canasta lige siden – i forskellige grupperinger – så det er efterhånden i 30 år med et godt kortspil, hvor man ikke spiller om penge 🙂

Den første gang, vi skulle mødes privat hjemme hos Ulla og Lisbeth (hvor husholdet også talte en enorm kanin, der bare hed Ninen), skulle vi naturligvis have noget at spise. Vi var såmænd ikke mindre interesserede i mad dengang, end vi er i dag – men vi havde MEGET færre penge. Jeg kan huske, at vi diskuterede, om vi skulle bruge penge på kød, men blev enige om, at det havde vi simpelt hen ikke råd til.

Læs videre Kortspil og flødekartofler