Alle indlæg af admin

Muslinger og couscous i pakke

Smukt ser det jo ud. Væden i retten smager af anis på grund af estragon og løvstikke.
Smukt ser det jo ud. Væden i retten smager af anis på grund af estragon og løvstikke.

Dette er en nem og hurtig omgang aftensmad.

Dog skal man være sikker på, at man kan lide smagen af anis. Det kan jeg faktisk ikke, men da jeg utroligt godt kan lide muslinger og havde lyst til dem, besluttede jeg mig for at prøve opskriften alligevel.

Jeg troede, jeg var lidt på den sikre side ved at udelade løvstikke, som jeg overhovedet ikke bryder mig om. Men den estragon, som jeg kom i, smagte meget tydeligt igennem – til min store fortrydelse. Jeg ved, at der er mange, der elsker den lakridsagtige smag, og de vil sikkert nyde denne ret.

Muslinger overhældt med kokosmælk, inden pakken lukkes.
Muslinger overhældt med kokosmælk, inden pakken lukkes.

Dem, der har det lige som mig, skal nok snarere kigge på en af bloggens andre muslinge-opskrifter.

Dog skal det nævnes, at selve muslingerne ikke havde taget meget smag af estragon. De smagte heldigvis mere af den lime, jeg pressede ud over dem 🙂

Vær opmærksom på, at opskriften er til 1 person!

Glasset i forgrunden fik jeg sidste år, da Odin Teatret fejrede 50 års jubilæum.
Glasset i forgrunden fik jeg sidste år, da Odin Teatret fejrede 50 års jubilæum.

Muslinger og couscous i pakke

(1 person)

75 gram tilberedt couscous (se på pakken hvordan)

50 gram porrer

25 gram skalotteløg

1 spsk hakket løvstikke (se teksten ovenfor)

1 spsk hakket frisk estragon

revet citronskal

cirka 250 gram muslinger (se note 1)

40 gram kokosmælk fra dåse (se note 2)

salt og peber

lime

Læg to store lag bagepapir (cirka 40 x 40 centimeter) oven på hinanden lidt forskudt, hvis du laver retten i ovn. Hvis du vil lave den på grill, skal du bruge stanniol.

Læg couscous på midten. Striml porre og skalotteløg og hak hvidløg og urter og læg det henover. Drys med citronskal.

Rens muslingerne grundigt og kasser dem, der ikke lukker sig, når du banker dem let mod kanten af vasken. Dette er tidspunktet at være nærig – man kan blive syg af dårlige muslinger.

Læg muslingerne ovenpå couscous og grønt. Hæld kokosmælk på. Krydr med salt og peber. Luk pakken om hyggeligt (se note 3).

Bag pakken i en 200 grader varm ovn i 15-20 minutter. Ifølge opskriften tager det kun 10 minutter på en havegrill, men det kan jeg ikke stå inde for, for det har jeg aldrig prøvet.

Server med friske urter og lime til at dryppe over.

Note 1: Man kan nok godt se på billederne, at jeg spiste mere end 250 gram muslinger. Jeg købte 500 gram og kasserede fem styk, så der er nok godt 400 gram, og det kan jeg sagtens spise 🙂

Note 2: Jeg købte en lille dåse kokosmælk (165 gram) og brugte det hele. Det er en slankeopskrift, derfor skriver de kun 40 gram. Gør som du vil. Jeg spiste langt fra al væden, men synes, det er svært at dampe muslinger åbne uden tilstrækkelig væde.

Note 3: Jeg stak to kødnåle i pakken for at holde den lukket. Sørg endelig for, at der er rigelig plads til at muslingerne kan åbne sig. Jeg lavede to pakker, fordi jeg havde så mange muslinger. Hvis man laver pakken for stramt, åbner muslingerne sig kun en smule, og så er det svært at se, hvilke man skal kassere – for man skal helt klar kassere dem, der ikke åbner sig godt op.

(Opskriften er fra Vægtkonsulenternes “Supersund sommermad” af Helle Kleist, 2013)

Færdig ret serveret med lime. Faktisk spiste jeg også lidt brød til.
Færdig ret serveret med lime. Faktisk spiste jeg også lidt brød til.

 

 

Tacos med oksekød (fedtreduceret udgave)

Taco med hakket oksekød - godt krydret. Men det bestemmer man jo selv.
Taco med hakket oksekød – godt krydret. Men det bestemmer man jo selv.

Jeg har aldrig været i Mexico. Det ville jeg ellers gerne, ikke mindst på grund af maden.

Men jeg har da været på meksikansk restaurant og har også lavet meksikansk mad via diverse kogebøger. Om det så er særligt originalt eller om det minder lige så lidt om ægte meksikansk mad, som den kinesiske mad, man får her i landet, minder om det, man får serveret i Kina, ved jeg ikke.

Denne opskrift har jeg ofte brugt. Den stammer fra De Danske Vægtkonsulenters bog om “sund” fastfood, men jeg har “forbedret” den og demed muligvis tilføjet ekstra kalorier.

Jeg gider nemlig ikke lave mine egne tortillapandekager, så derfor køber jeg grove, bløde tortillas – og så laver jeg min egen meksikanske krydderblanding. Hvor jeg har den krydderblanding-opskrift fra, aner jeg simpelt hen ikke. Jeg har skrevet den ind i kogebogen med kuglepen, men uden angivelse af hvor jeg har fundet den.

Jeg foretrækker at lave min egen tomatsalsa, men ketchup kan altså bruges i en snæver vending.

Det grønne glas ER faktisk fra Mexico. Jeg har en veninde, der engang forhandlede glas fra Mexico, så jeg har en lille samling.
Det grønne glas ER faktisk fra Mexico. Jeg har en veninde, der engang forhandlede glas fra Mexico, så jeg har en lille samling.

Tacos med oksekød

(1 person)

5 gram olie til stegning (efter min mening kan man ikke stege noget i 5 gram olie – brug det, du synes, du skal bruge)

120 gram hakket, magert oksekød

1 spsk meksikansk krydderi (se længere nede)

salt

60 gram tortilla (sådan cirka – det svarer nogenlunde til 2 små tortillaer)

10 gram olie til pensling

lidt salt

25 gram rødløg

icebergsalat

25 gram tomater

20 gram ketchup eller tomatsalsa (se længere nede)

25 gram græsk yoghurt

frisk koriander

lidt syltede jalapenos (se note 1)

Varm ovnen op til 225 grader. Varm fedtstoffet op på en pande. Steg kødet sammen med det meksikanske krydderi. Krydr med lidt salt til sidst.

Pensl tortillaen på begge sider med olie og drys med lidt salt.

Læg tortillaen i en buet facon i et ovnfast fad (eller på en bageplade med bagepapir). Bag den i en varm ovn ved 200 grader i cirka 10 minutter til pandekagen er stivnet i facon. Når du tager den ud, virker den lidt blød, men den stivner, så snart den køler af.

Striml rødløg, icebergsalat og tomater fint.

Kød kødet i tacoen sammen med løg, salat, tomater, tomatsalsa eller ketchup. Top med yoghurt, lidt koriander og lidt syltede jalapenos.

Note 1: Syltede jalapenos har ejg set i både Fakta og Kvickly, så de fåes nok i de fleste supermarkeder. De er på glas og skåret i skiver.

(Opskriften stammer fra “Supersund fastfood” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist, Vægtkonsulenterne 2012)

Jeg blandede selv mit meksikanske krydderi. Det er endnu sjovere at lave indiske krydderblandinger - men det er en helt anden historie.
Jeg blandede selv mit meksikanske krydderi. Det er endnu sjovere at lave indiske krydderblandinger – men det er en helt anden historie.
Meksikansk krydderblanding

2 tsk paprika

1 tsk chiliflager

1 tsk oregano

0,5 tsk timian

sort peber

salt

1 tsk brun farin

0,5 tsk spidskommen

Blandt det hele og opbevar i lufttæt beholder.

Jeg må erkende, at jeg den dag hvor jeg fotograferede IKKE brugte hjemmelavet salsa, men sprang over, hvor gærdet var lavest og brugte ketchup. Det går. Men er ikke lige så lækkert.
Jeg må erkende, at jeg den dag hvor jeg fotograferede IKKE brugte hjemmelavet salsa, men sprang over, hvor gærdet var lavest og brugte ketchup. Det går. Men er ikke lige så lækkert.
Tomatsalsa

25 gram skalotteløg

1 fed hvidløg

2 grønne chilier

10 gram olie til stegning (eller mere)

100 gram hakkede tomater (evt. fra dåse)

1 tsk limesaft

1 spsk eddike

lidt råsukker (de bruger Multisød eller Stevia, men det rører jeg ikke med en ildtang)

lidt tabascosauce

salt og peber

Hak skalotteløg, hvidløg og chili. Varm en lille gryde op med olie og start med at stege løg, hvidløg og chili et par minutter.

Kom tomater ved og lad det simre i 10 minutter. Smag til med limesaft, eddike, sukker, tabasco, salt og peber.

Kan anvendes lun eller kold. Kan opbevares i op til en uge i køleskabet i et skoldet syltetøjsglas.

 

Gammeldags æble- og rabarberkage

Lige meget hvor skønt kagen så end smager, er den altså ikke fotogen. Jeg prøvede at pynte lidt på det med en blomst, men det er måske en smule sært, for blomsten kan altså ikke spises....
Lige meget hvor skønt kagen så end smager, er den altså ikke fotogen. Jeg prøvede at pynte lidt på det med en blomst, men det er måske en smule sært, for blomsten kan altså ikke spises….

Det her er nærmest en dessert, man laver i efteråret af nedfaldsæbler, skriver Yottam Ottolenghi, kokken bag opskriften.

Og det kan man da også, hvis man har rabarber i fryseren.

Da jeg fik kogebogen “Plenty More”, skrev vi maj, og da jeg skulle have gæster i slutningen af måneden, var der stadig absolut ingen sommer i sigte. Det regnede, blæste og var koldt.

Så det var slet ikke noget problem for mig at vælge dessert; det skulle da være denne gammeldags lune sag, serveret med creme fraiche (Ottolenghi serverer den med græsk yoghurt, og det ville jeg nok også have gjort, hvis ikke den ene af gæsterne var min søster, som elsker creme fraiche :-))

Så er æblerne revet.
Så er æblerne revet.

Den er utroligt nem at lave. Ovenpå danner der sig over timerne i ovnen en mørk, sprød mandelskorpe. En anden gang vil jeg lægge et stykke sølvpapir over “kagen” hen mod slutningen, så den ikke bliver for mørk – hold øje med den. Min version smagte skam fantastisk, men den var meget mørk.

Opskriften er gammel, fortæller Ottolenghi, og den blev normalt bagt i brændekomfuret. Nu har han så “moderniseret” opskriften med rabarber og frisk salvie. Det er muligt at salvie er en lækker tilføjelse, men jeg følte mig ikke helt sikker, så jeg udelod det…

Den mørke masse er ægge-sukker-mandelmel-massen, der skal smøres hen over æbler og rabarber.
Den mørke masse er ægge-sukker-mandelmel-massen, der skal smøres hen over æbler og rabarber.

Gammeldags æble- og rabarberkage

(4-6 personer)

100 gram usaltet smør, stuetemperatur så det er nemt at arbejde med

160 gram mørkt muscovadosukker

100 gram mandelmel

1 æg

700 gram madæbler, skrællede, udkernede og groftrevne (550 gram)

250 gram istandgjorte rabarber, skåret i 2 centimeter stykker

50 gram rørsukker

40 gram god rasp

10 gram grofthakket salvie (jeg udelod det)

250 gram græsk yoghurt (eller creme fraiche)

Forvarm ovnen til 170 grader.

Hak smør og muscovadosukker grundigt sammen i en foodprocessor i cirka 2 minutter og skrab siderne ned en gang eller to undervejs (det har det med at samle sig en klump, men bare rolig – når resten kommer i, skal det nok blive jævnt). Tilsæt derpå mandelmel og æg – det fylder sikkert skålen op, men bør lige netop kunne være der – og blend/hak igen til blandingen er jævn.

Vend æbler og rabarber med rørsukker, rasp og salvie (hvis det bruges) i en stor skål. Hæld det derpå i et rundt, højt ildfast fad på cirka 18 centimeter i diameter. Pres frugten godt sammen med fingrene, og hæld ægge-sukker-blandingen over.

Bred den ud med en paletkniv eller dejskraber til den ligger i et jævnt lag på cirka 1,5 centimeter.

Bag “kagen” i ovnen i to timer til æggemassen har dannet en tyk, gyldenbrun skorpe (se teksten ovenfor opskriften). Tag den ud af ovnen, lad den køle af i 15 minutter og server den så med yoghurt/creme fraiche til.

(Opskriften er fra “Plenty More” af Yottam Ottolenghi, forlaget Lindhardt og Ringhof, 2015)

Jeg tror godt, at desserten kan gå ind under betegnelsen comfort food - det ER rigtig hyggemad :-)
Jeg tror godt, at desserten kan gå ind under betegnelsen comfort food – det ER rigtig hyggemad 🙂

 

 

 

Pastasalat med stegte courgetter

Jeg fik simpelt hen aldrig taget et foto af den færdige ret, så det eneste billede, jeg har, er et foto af en overfyldt tallerken med lidt af hvert, hvor pastasalaten ses til højre...
Jeg fik simpelt hen aldrig taget et foto af den færdige ret, så det eneste billede, jeg har, er et foto af en overfyldt tallerken med lidt af hvert, hvor pastasalaten ses til højre…

Jeg er ret sikker på, at jeg tidligere i denne blog har skrevet, at jeg elsker Yotam Ottolenghi.

Det lyder måske lidt voldsomt, men jo, jeg nærer meget varme følelser for de mænd og kvinder, der både kan levere opskrifter så englene synger og samtidig formår at skrive spændende om mad.

Yotam Ottolenghi er bestemt én af dem.

Han er så også så hip, at de kendte mad-ører i Danmark stimlede sammen for at få taget selfies med ham, da han var i Danmark – det var i 2014, mener jeg. Det er jeg knapt så vild med, men pyt…jeg fordyber mig bare i kogebøgerne 🙂

Israelskfødte Yotam Ottolenghi er egentlig Master i filosofi. I 1997 flyttede han til London, dykkede ned i sine mellemøstlige madrødder, åbnede en restaurant og blev fast weekend-madskribent for avisen The Guardian. I dag ejer han en hel kæde af restauranter og butikker – og har udgivet tre kogebøger, hvoraf jeg er den meget lykkelige ejer af de to seneste, “Plenty” (Lindhardt og Ringhof 2013) og “Plenty More” (Lindhardt og Ringhof 2015).

Courgetterne steges i et lag i rigelig olie - men dog ikke så rigeligt som i original-opskriften :-)
Courgetterne steges i et lag i rigelig olie – men dog ikke så rigeligt som i original-opskriften 🙂

Det handler om vegetarmad – og ikke noget, jeg har set lignende før. Overdådigt, farverigt, originalt og med stærke smagskombinationer.

Sjovt nok er Ottolenghi ikke selv vegetar, men det er altså der, han har sin styrke.

Jeg har pløjet “Plenty” igennem, og der ligger flere af opskrifterne her på bloggen. Jeg har endnu kun nået at prøve to fra den nye kogebog, men jeg har sat 32 gule sedler i den, hvilket betyder at der 32 retter, jeg skal have afprøvet! Så har jeg noget at få sommeren til at gå med 🙂

Pastasalaten her smagte aldeles forrygende. Og den så smuk ud i veninde Elses blå-emaljerede gryde. Men jeg fik aldrig taget et foto af den færdige ret! Det er helt atypisk mig, men må tilskrives den hektiske stemning op til affodring af 30 feststemte gæster 🙂

Så I må nøjes med at tro mig på mit ord.

Ottolenghi anbefaler i øvrigt pastasalaten til picnic.

Veninde Ulla bælger edamamebønner.
Veninde Ulla bælger edamamebønner.

Pastasalat med stegte courgetter

(4 personer)

1,5 dl solsikkeolie (se note 1)

3 mellemstore courgetter, skåret i skiver på 0,5 centimeter

1,5 spsk rødvinseddike

100 gram frosne edamamebønner (se note 2)

50 gram basilikumblade, fintstrimlede

15 gram persille

0,75 dl olivenolie

250 gram kort pasta (skruer, penne etc)

revet skal af 1 usprøjtet citron

1,5 spsk små kapers

200 gram bøffelmozzarella, delt i mindre stykker med fingrene (se note 3)

salt og sort peber

Varm solsikkeolien op i en stor pande. Steg courgetteskiverne i hold (de skal ligge i ét lag) i 3 minutter på hver side eller til de er svagt gyldne. Vend dem kun en enkelt gang undervejs. Lad de færdige courgetter dryppe af i et dørslag. Kom dem derefter i en skål, hæld vineddiken over, vend forsigtigt rundt (med en stor ske eller med fingrene – det er nemt at komme til at ødelægge de bløde courgetter) og stil dem til side.

Blancher soyabønnerne i kogende vand i tre minutter (hele bønnen med skal). Hæld vandet fra, skyld dem under den kolde hane, bælg dem (altså; pil bønnerne ud af skallen/bælgen) og lad bønnerne dryppe af.

Kom halvdelen af basilikummen, al persillen og olivenolien i en lille foodprocessor eller minihakker og krydr med lidt salt og peber. Blend det til en glat, lind puré.

Kog pastaen i saltet vand efter anvisningen på pakken, til den er al dente. Hæld vandet fra, skyl pastaen under den kolde hane, og lad den dryppe helt af.

Læg i en skål. Hæld eventuel overskydende rødvinseddike fra courgetterne og bland dem med pastaen. Tilsæt soyabønner, basilikumpuréen, citronskal, kapers og mozzarella.

Vend det hele forsigtigt sammen og smag til sidst til med rigelige mængder salt og peber.

Vend resten af basilikumbladene i lige inden servering.

Note 1: Yotam Ottolenghi er MEGET glad for olie. Så glad at flere af hans retter ville sejle i olie, hvis ikke jeg trak noget fra. Jeg gangede denne opskrift op med 3 (fordi jeg lavede mad til så mange) og brugte alligevel kun 1 dl rapsolie til de mange courgetter. Så 1,5 dl er i overkanten til 4 personers opskriften.

Note 2: Edamame-bønner er sojabønner, som er blevet små-trendy herhjemme over de senere år. De er smukke at se på og smager glimrende. Man kan ofte finde dem som frostvarer i Kvickly og Fakta.

Note 3: Her i byen er det ikke altid, man kan finde bøffelmozzarella, og så må man jo nøjes med den almindelige. Men hvis du kan finde den, så køb den. Den er lysår mere velsmagende end den af komælk. Vi fandt vores i Meny i Aarup på Fyn. De havde den i bøtter á la dem, der indeholder creme fraiche, og hvor mozzarellakuglerne var små. Det var smart. Så skulle vi kun dele hver kugle i to stykker.

(Opskriften er fra “Plenty More” – den ER på dansk, trods den engelske titel – af Yotam Ottolenghi, forlaget Lindhardt og Ringhof, 2015)

Buffet, hvor man måske kan ane pastasalaten i en stor blå gryde langt nede af bordet...
Buffet, hvor man måske kan ane pastasalaten i en stor blå gryde langt nede af bordet…