Jeg har nævnt det flere gange før – jeg er vild med den engelsk mad-skribent Nigel Slater.
Det er ikke så meget hans opskrifter (som af og til er temmelig komplicerede og med ingredienser, jeg ikke aner, hvordan jeg skal skaffe), som den måde han – i “The Christmas Chronicles” – beskriver sine daglige gøremål i november, december og lidt af januar. Det er SÅ hyggeligt.
Nå, nedenstående to “drikke til vintertiden, lavet med tørret frugt”, som han kalder dem, har jeg nu testet.
Den 23. januar 1982 fik jeg Charlotte Brontës “Jane Eyre” i forsinket fødselsdagsgave af Liz.
Altså, det er ikke sådan noget, jeg på stående fod kan huske så præcist, men det står heldigvis i den nu temmelig slidte og gulnede udgave af bogen, en Penguin-klassiker, som jeg altså fik få uger efter, jeg var ankommet til England, og fire dage efter min 19 års fødselsdag.
Hvorfor fortæller jeg nu det? Jo, fordi de faktisk spiser mincepies til jul i “Jane Eyre”.
Da det mest julede af alle juleeventyr, Charles Dickens “Et juleeventyr”, nærmer sig sin slutning, og den gnavne, nærige julehader Scrooge endelig har indset, at julen er en gave, deler han og hans ansatte, Bob Cratchit, i fornyet venskab “a bowl of smoking bishop“.
Det har jeg egentlig aldrig tænkt nærmere over. og havde jeg gjort det, havde jeg ikke anet, hvad det var.
Men for nylig læste jeg i en kogebog, at det er noget, der minder om vores gløgg – dog uden de der mandler og rosiner i bunden, som jeg ikke er vild med. Så det måtte da prøves!
Retteligt hedder det Fruity Nutbread på engelsk. Altså et “frugtagtigt nøddebrød”. Og smagsmæssigt lægger det sig et sted mellem kage og brød.
Det er superlækkert lunt – og personligt synes jeg, at det i kold tilstand er rigtigt fint som et stykke “næsten kage” til kaffen. Men jeg har heller ikke en voldsom sød tand.