På kontoret på den anden side af gangen fra mit sidder der fire muntre unge kvinder – Helle, Camilla, Karina og Sanne. En gang imellem har jeg svært ved at huske, at jeg har været så ung – og at jeg har været så aktiv og med så meget lyst på arrangementer, fester, koncerter og andet godt.
Men det, jeg er mest imponeret over, er, at de næsten altid har frokost med. Og det er ikke to kedelige klap-sammen med leverpostej. Hvis ikke det er delikate rester fra aftenen før, er det masser af ting i forskellige boxe, der skal varmes, arrangeres og hvad-har-vi-her. Hvis jeg overhovedet spiser frokost, er det noget, jeg henter på Statoil overfor! Nej, godt nok ikke grillmad, men deres sandwich og håndmadder er nogenlunde lige så kedelige, bare ikke lige så fedende.
I dag havde Camilla fyldte auberginer med til frokost. Og fortalte mig i vores fælles te-køkken (jeg bruger det kun til at hente vand til min kaffe – jeg er så krukket, at jeg ikke kan drikke den kaffe, de andre henter i den store automat i kantinen) at hun elsker auberginer, bare de er helt gennem-tilberedte og bløde.
