Egentlig prøvede jeg bare opskriften, fordi jeg der først i januar var kørt decideret sur i julemad og tunge gryderetter. Og så viste det sig, at retten var så god og velsmagende, at jeg må have opskriften på her på bloggen, så jeg ikke glemmer den.
Da det mest julede af alle juleeventyr, Charles Dickens “Et juleeventyr”, nærmer sig sin slutning, og den gnavne, nærige julehader Scrooge endelig har indset, at julen er en gave, deler han og hans ansatte, Bob Cratchit, i fornyet venskab “a bowl of smoking bishop“.
Det har jeg egentlig aldrig tænkt nærmere over. og havde jeg gjort det, havde jeg ikke anet, hvad det var.
Men for nylig læste jeg i en kogebog, at det er noget, der minder om vores gløgg – dog uden de der mandler og rosiner i bunden, som jeg ikke er vild med. Så det måtte da prøves!
Det her er endnu en af de fastfood-opskrifter, som jeg elsker.
Den er superhurtig at lave, men alligevel har man fornemmelsen af, at man har fået ”rigtig” mad. Jeg har i hvert fald.
Man kan godt selv lave naan-brød, men de bliver aldrig lige så gode som dem, man får på indiske restauranter, fordi man mangler den rigtige ovn i hjemmet. I dette tilfælde har jeg simpelthen købt naan-brødene i Kvickly og varmet et i ovnen. Det fungerer fint for mig.
“Nej, nej pas på de glas! De er til toddy…”
Det kan jeg huske, at en af de unge mænd, jeg flyttede i kollektiv med i foråret 1986, sagde, da vi var ved at pakke seks personers habengut ud for at sætte det på plads.
“Toddy hvem?” vrissede en af de andre unge mænd og kiggede undrende på glassene med den flettede bastkant udenom.
Han havde åbenbart aldrig hørt om drikken toddy, men troede, glassene skulle gives til en person.