
I denne uge bagte jeg rugbrød – og så har jeg altid kærnemælk til overs.
Jeg kom til at tænke på kærnemælkssuppe, fordi jeg var dybt optaget af en af George R. R. Martins bøger i serien “En sang om is og ild” – eller “Game of Thrones”, som den er blevet bedre kendt som. I bogen var det koldt og sneede, og folk havde samlet sig indenfor for at spise “sød suppe”. Jeg funderede lidt over, hvad det mon kunne være – og så kom jeg i tanke om kærnemælkssuppe – og fik lyst til en portion!
Jeg har ikke lavet kærnemælkssuppe mange gange som voksen. Jeg er lige ved at tro, at jeg kan tælle på én hånd de gange, jeg har spist retten gennem de seneste ti år. Men da jeg var barn, var den en almindelig ret i vintermånederne.


