De fleste – i hvert fald dem, der ved noget om blommer – kan godt se, at marmeladen på billedet ikke er lavet af de skønne Reine Claude-blommer. De er nemlig gullig-grønne og giver ikke en mørkerød marmelade.
Men i opskriften stod der “Reine Claude, Victoria- eller sveskeblommer”…
Jeg har netop spist det sidste af den portion brombær-syltetøj, jeg lavede i maj 2023 (jeps, det holder sig godt, hvis man tænker på hygiejnen) – og det var først bagefter, at jeg kom i tanke om, at jeg burde have taget et foto af det, som det lå der og så lækkert ud ovenpå en franskbrødsmad med ost 🙂
Nørre Vosborgs servering ved sommerens pop-up restaurant med ost – og en fantastisk hybenmarmelade.
I august var jeg ude at spise på en af de pop-up restauranter, der var i sommerlandet. Sidste år prøvede jeg restaurant Støberiet ved Vedersø Klit, og i år blev det så til Nørre Vosborg på havnen i Thorsminde.
For mig var det mest bemærkelsesværdige – ud over stedet, der er skønt – den hybenmarmelade, som restauranten serverede til osten. Jeg har selv lavet hybenmarmelade et par gange og helt ærligt; jeg synes ikke, at besværet med at rense hyben står mål med resultatet. I hvert fald ikke mit resultat.
I min familie kaldte vi kagen for bedstefars skæg. Men den hedder vist bare Bedstefar-kage.
“Sjovt – jeg vidste bare, hvordan den her kage ville smage, før jeg satte tænderne i den,” sagde min chef og pegede på tallerknen med et stykke “Bedstefars skæg”.
Men det er nu ikke så mærkeligt endda. Han og jeg er stort set jævnaldrende, og vores generation voksede op med mødre, der afprøvede Amo/Glutens gratis bageopskrifter, som man kunne få hos enhver købmand. Jeg er rimeligt sikker på, at chefen vidste, hvordan kagen ville smage, fordi han har fået den som barn.
Faktisk hedder kagen bare “Bedstefars kage”, men i min familie er den altid blevet kaldt Bedstefars Skæg, formentlig fordi marengsen ovenpå godt kunne ligne et luftigt julemandsskæg.