Hver jul efter min mors død – og det er så tre nu – diskuterer min søster og jeg, hvordan det nu lige er, man får de brunede kartofler perfekte.
Af en eller anden grund glemmer vi det fra år til år, formentlig fordi vi ikke ellers laver brunede kartofler. Kun til juleaften.
Det er efterhånden blevet ganske almindeligt – også i Danmark – at prisen på en hotelovernatning ikke inkluderer morgenmad.
Først gang jeg var ude for det, var i New York for otte år siden, og dengang var jeg forbløffet. Jeg troede da altid, man fik sin morgenmad på hotellet. Men nix. Så vi indarbejdede en rutine med, at den der var først færdig på badeværelset (vi var tre veninder, der rejste sammen og delte værelse), løb ned efter coffee-to-go, så vi havde noget at starte på, inden vi gik ud for at finde et sted at stille sulten.
Denne italienske klassiker serverede jeg som den ene af to hovedretter ved min jule-kom-sammen for kortklubben.
Men jeg syntes ikke det hastede med at få den skrevet ind på bloggen, for det er overhovedet ikke nogen juleret. Faktisk er det vist ikke engang en vinter-ret. Den serveres kold, og jeg kunne sagtens forestille mig at spise den på en varm sommerdag med en god, kølig hvidvin til.
Jeg vil hermed gerne ønske jer alle en glædelig jul.
Nu vil jeg nyde julen de næste dage, og jeg kommer næppe til at skrive noget her på bloggen før tidligst fredag den 27.december igen. Det er nemlig en arbejdsdag for mig, så da er jeg ved tasterne alligevel.
Jeg vil lige benytte lejligheden til at takke alle jer, der siden august har kigget med på min blog. Det er jeres interesse, kommentarer og spørgsmål, der gør, at jeg fortsætter – og så at jeg synes, det er sjovt, naturligvis! Jeg har lovet mig selv at blive ved minimum et år, så må vi se til den tid…