Her i en coronatid får jeg bagt mere, end jeg plejer.
Noget skal man jo fylde tiden ud med.
Faktisk må jeg indrømme, at jeg – i modsætning til alle dem, jeg læser om på Facebook, der er ved at dø af at være tvunget til at blive hjemme – nyder det ret meget. Selvfølgelig under forudsætning af, at hverken jeg selv eller min familie bliver syge.
Jeg har altid godt kunnet lide mit eget selskab, og jeg keder mig så godt som aldrig.
Mange turister køber souvenirs med hjem. Jeg køber i stedet madoplevelser på rejsen. Og hovedstæderne i De Baltiske Lande er et oplagt feriemål, for her kan man spise på første klasse restauranter til anden klasse priser.
Mette Grith Sørensen meja@dagbladetholstebro.dk
Jeg har travlt.
Klokken er tæt på 19, og jeg har en aftale, jeg er blevet bedt om at ankomme ret præcist til.
Jeg har mobiltelefonen i den ene hånd – sat på Google Maps – og vrisser, når en af mine hæle i skyndingen glider ned mellem de toppede brosten.
Litauens hovedstad, Vilnius, er måske nok både smuk og hyggelig, men den er ikke bygget til kvinder i højhælede sko.
Læs videre På tur med kniv og gaffel i de baltiske hovedstæder
Alingsås, 47 kilometer nordøst for Göteborg, har udråbt sig selv til Sveriges Absolutte Kagehovedstad. På lørdage kan man komme på kagevandring med guide – fika-vandring – og det er pengene værd, hvis man holder af kage.
Mette Grith Sørensen meja@dagbladetholstebro.dk
Göteborg: – Åh, jeg har sådan savnet Prinsesstårta og kanelbullar, siger vores svenskfødte rejseleder, Anna, og sukker.
Vi sidder i toget fra Göteborg til Alingsås, der har udråbt sig selv til “hele Sveriges absolutte kagehovedstad”, og Anna, der er dansk gift, dansk bosat og taler dansk uden nogen som helst accent, prøver at forklare os, hvorfor svenske kager er noget af det, der giver hende hjemve.
2000 kilometer kører vi gennem Estland, Letland og Litauen med Baltic Travel. Og så er det næsten umuligt ikke at blive rystet sammen som en stor busfamilie i selskab med den ikke helt almindelige rejsearrangør Carl Jørgen Heide.
Af Mette G. Sørensen, bragt i Rejser, 26. oktober 2019
Carl Jørgen Heides busrejser er ikke som de andres.
Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg har været på masser af busrejser. Som barn, fordi min far ikke brød sig om at køre bil udenfor Danmark. Som ung i 20’erne, fordi det nu engang var det, jeg havde råd til. Og som voksen fordi jeg faktisk holder af busrejser. Især busrundrejser.
Jeg kan lide det langsomme tempo – i hvert fald i forhold til flyrejser – og jeg kan lide, at den tætte rejseform gør, at man kan vælge at lære en mængde nye mennesker lidt at kende eller gå egne vegne, akkurat som man har lyst til.