
Det her er sådan en opskrift, som de fleste ikke behøver at have.
Men jeg har det med at slå selv de mest simple opskrifter op, fordi jeg er bange for, at mit rodede hoved glemmer noget.

I bund og grund er jeg ikke voldsom vild med frugt.
Det er nok noget sært noget at skrive – og heller ikke helt og aldeles sandt. Jeg bliver bestemt begejstret, når jeg rejser i eksotiske lande, og nogen på et hotel har gjort sig den umage at skrælle/pille/udkerne/dele en masse lækker frugt til morgenmad.
Og jeg kan godt lide at sætte tænderne i en supersaftig pære.
Men ellers foretrækker jeg tilberedt frugt. Jeg kan lide æble i kager – og i det salte køkken. Jeg kan lide friskpresset appelsinsaft og appelsinkager. Og jeg kan lide blommetærter og ananasstykker i frugtsalat (faktisk kan jeg også lide ananas på pizza, men jeg ved godt, at det er en stor fejl, ifølge smagsdommerne).
Der er kun en undtagelse: Jeg elsker bananer!

”De har sgu bare at smage godt!”, tænkte jeg, da jeg første gang læste opskriften igennem på Hot Cross Buns.
For sikke da en masse arbejde.
Eller i hvert fald en masse tid – dejen skal hæve ikke mindre end tre gange á en time.
I skrivende stund (Langfredag om formiddagen) sidder og jeg spiser en af bollerne, mens jeg skriver, og jeg må erkende, at de er arbejdet værd.
De er lige så gode, som jeg husker dem.

Nej, i grunden er det ikke journalisten og krimiforfatteren Lone Theils, der har opfundet den her kage.
Men det var hende, der lagde et billede af kagen på Facebook – og derpå blev afkrævet en opskrift af flere, der åbenbart – lige som mig – var helt klar til at få noget af corona-hjemmetiden til at gå med at bage kage.
Den så bare så delikat ud, den kage.