Alle indlæg af admin

Jordbærkoldskål med havreknas

Dejlig jordbærkoldskål (der er en opskrift mere - lidt anderledes - her på bloggen) som smager skønt.
Dejlig jordbærkoldskål (der er en opskrift mere – lidt anderledes – her på bloggen) som smager skønt.

Sidste år guffede jeg danske jordbær hele juni og det meste af juli.

Jeg kunne nærmest ikke vente til arbejdsdagen var ovre, så jeg kunne komme på torvet og købe mørkerøde, søde, danske solmodnede bær. Og det var først sidst på sæsonen, at jeg nænnede eksperimentere med jordbæropskrifter, for gode jordbær er allerbedst bare med fløde og mælk, synes jeg.

Begejstringen har været til at overse i år. I morges – vi skriver den 16. juni – sagde min kollega, sportsredaktøren, dystert “glædelig sommer”, da han vandrede forbi mig i redaktionskøkkenet, hvor jeg var ved at lave kaffe. Vi var begge iført store frakker, for det var pivkoldt.

Når det er så koldt, regnfuldt og blæsende i maj (den koldeste maj i mange år) og juni, bliver jordbærrene af gode grunde i solmodne ude på friland. De er der skam, og de bliver solgt på torvet lige som sidste år, men de er dyrket under plast og har en blegrød farve. De smager OK (meget bedre end de udenlandske), men de kan slet, slet ikke måle sig med bærrene sidste år.

Men hvis man skal se noget positivt i det, så er det, at jeg overhovedet ingen skrupler har ved at anvende dem til diverse opskrifter, jeg skal have testet. Nu ser jeg dem som en ingrediens, ikke som stjernen i sig selv. Det kommer måske – jeg krydser stadig fingre for en solvarm sommer, selv om min far lige har sagt, at han har hørt, at i hvert fald de næste 14 dage bliver lige så 12-15 grader og blæst (og regn), som det har været hidtil. Suk.

Havreknas kan bruges til meget andet - for eksempel på A38 om morgenen.
Havreknas kan bruges til meget andet – for eksempel på A38 om morgenen.

Jordbærkoldskål med havreknas

(4 personer)

Korn af 1 vaniljestang

1 bæger pastaurerede æggeblommer (der er 2 styk i et bæger)

125 gram sukker

500 gram jordbær

4 kviste mynte

saft og skal af en økologisk citron

0,5 liter ymer

0,5 liter kærnemælk

Havreknas

50 gram honning

50 gram havregryn

Smelt honningen på en tør pande. Tilsæt havgrynene og rist til de er gyldne. Rør i grynene, så de ikke brænder på. Tag grynene af panden og lad dem afkøle på et stykke bagepapir.

Flæk vaniljestangen og skrab kernerne ud. Pisk æggeblommer med sukker og vaniljekorn til en luftig æggesnaps.

Skyl, nip og hak halvdelen af jordbærrene fint. Pisk de finthakkede jordbær i æggesnapsen. Tilsæt reven skal og saft af citron og friskhakket mynte. Rør dernæst ymer i lidt ad gangen. Tilsæt kærnemælk og rør koldskålen sammen.

Server koldskålen sammen med resten af jordbærrene og drys med havreknas.

Selvom det hedder “kold”-skål, synes jeg, det smager bedst (og af mest), når den ikke er helt køleskabskold. Hvis du har lavet den i god tid og har sat den i køleskabet, så tag den ud 15-20 minutter før servering.

Jordbær kan holde sig udenfor køleskab et par dage (f.eks. i en skål dækket med en tallerken) – og smager af mest, når de ikke har været en tur derinde.

(opskriften er udtænkt af Lone Kjær for sitet www.sæson.dk)

Skålen med det fine trælåg er fra Søstrene Greene. Jeg tror, jeg gav 39.95 - det er da til at komme over :-)
Skålen med det fine trælåg er fra Søstrene Greene. Jeg tror, jeg gav 39.95 – det er da til at komme over 🙂

 

 

Nem chili con carne

Det smager altså helt fantastisk :-)
Det smager altså helt fantastisk 🙂

Da vejret her midt i juni er nogenlunde som på en efterårsdag (kold og klam), fik jeg lyst til chili con carne.

Enhver elsker af meksikansk mad vil kunne fortælle, at en ordentlig chili con carne tager omhu og laaaaang tid at lave.

Men mindre kan nu også gøre det, og jeg synes altså, at denne version – der kun står og simrer en times tid, smager helt vidunderligt.

Jeg smækkede den lunhurtigt sammen i gryden, da jeg kom hjem fra motionscentret, og så stod den og simrede, mens jeg tog bad, ringede til min søster for at høre, hvordan hendes eksamen var gået, og fik skrevet en indkøbsseddel til i morgen. Sådan kan man jo udnytte den lidt lange produktionstid 🙂

Portionen herunder er til 1 person – men det er en stor portion. Hvis du skal lave til 4 personer og nogle af de 4 er børn, tror jeg, at du skal nøjes med at gange op med 3.

Apropos børn, så er retten, som den står her, ikke stærk, men dog med bid. Måske skal du komme mindre chili i, hvis dine børn spiser med.

Man kunne selvfølgelig også lave en slags guacemole ved at mose avokado med yoghurt og tilsætte koriander - men jeg synes, det ser pænere ud sådan her....
Man kunne selvfølgelig også lave en slags guacemole ved at mose avokado med yoghurt og tilsætte koriander – men jeg synes, det ser pænere ud sådan her….

Nem chili con carne

150 gram skært oksekød

50 gram hakket løg

1-2 fed hvidløg

1 rød chili

olie til stegning

300 gram hakkede tomater (fra dåse)

35 gram tomatkoncentrat (det er halvdelen af en af de små dåser)

110 gram kidneybønner (det er de røde, fra dåse)

1 tsk paprika

1 tsk kakaopulver (se note 1)

salt og peber

Græsk yoghurt

0,5 avokado i skiver

25 gram rødløg i ringe

frisk koriander

Skær oksekødet i små tern og hak løg, hvidløg og chili.

Svits kødet i olien. Tilsæt løg, hvidløg og chili og steg det i 2-3 minutter.

Tilsæt tomater, tomatkoncentrat og bønner. Rør godt rundt, læg låg på gryden og lad det simre i en times tid. Tilsæt lidt vand, hvis det føles for “tørt” (det skal endelig ikke brænde på).

Smag til med paprika, kakaopulver, salt og peber.

Kom chili con carnen i en skål. Server med yoghurt, avokado, rødløg og koriander.

Note 1: Jo, du læste rigtigt; kakaopulver. Mørk chokolade med en høj kakaoprocent og kakaopulver bruges meget i meksikansk madlavning til at at give dybde i smagen. Og nej, det bliver retten ikke sød af. Har du nogensinde prøvet at spise mørk chokolade 86%, som man kan købe i supermarkederne? Hvis du har, ved du, at chokolade snarere er bitter end sød. Den fungerer altså som et krydderi, ikke som et sødemiddel.

(Oprindelig er opskriften fra Vægtkonsulenternes “Supersund fastfood” fra 2012, men jeg har ændret så meget på blandt andet mængder, at de næppe vil kendes ved den…)

Kidneybønner, oksekød og tomat kogt grundigt sammen og krydret. Mums.
Kidneybønner, oksekød og tomat kogt grundigt sammen og krydret. Mums.

 

 

 

Kejserens have (drink)

Kejseren Have hedder drinken med gin og rabarbersirup.
Kejseren Have hedder drinken med gin og rabarbersirup.

Jeg har tænkt en del over, hvorfor mon denne drink bærer det eksotiske navn “Kejserens have”. Og er faktisk ikke kommet svaret meget nærmere…

Altså, drinken indeholder risvinseddike, som bliver brugt både i Kina (der havde kejsere engang) og i Japan (der har det endnu), men så vidt jeg ved, er hverken gin eller rabarber særligt asiatisk.

Faktisk læste jeg for nylig en artikel af journalist Asger Røjle, der er japansk gift og har boet i Japan i mange år, om en dansker, der til et stort haveshow havde bygget et dansk kolonihavehus, komplet med Dannebrog, stakit, jordbær og rabarber. Og så nævnte Asger Røjle, at der findes noget, der hedder Japansk Rabarber Selskab, som arbejder på at fremme den røde stilk i Japan 🙂

Ingredienser til kejser-drink.
Ingredienser til kejser-drink.

Nå, under alle omstændigheder er det her en skøn drink, som jeg faktisk faldt over ved et tilfælde i New York Times Cooking og besluttede mig for at prøve, fordi jeg så fik brugt nogen af alle de rabarber, jeg har i fryseren.

Man skal først lave en rabarbersirup, der holder sig i køleskab en uges tid. Der bliver en del sirup ud af portionen, så jeg synes, man skal lave den op til man holder selskab/fest, så man kan berige sine gæster med drinken.

Den er lidt tøset udseendemæssigt, men der er ikke meget tøs over smagen. Først syntes jeg, at den smagte lidt af friskkværnet sort peber (sammen med rabarbersmagen), men jeg tror, det er basilikummen, der smager igennem.

Jeg kunne ikke få thai-basilikum (har jeg ikke set her i byen, siden Asia Foods lukkede), så jeg brugte almindelig basilikum, og det fungerede udmærket.

Kalorier? Du vil ikke vide det…. Nå, men så pyt; NYT skriver, at der er 917 kalorier i en drink. Det er dæleme dytme meget. Ingen fedt, men masser af sukker.

Sommerlig og let - men med en masse kalorier!
Sommerlig og let – men med en masse kalorier!

Kejserens Have

(1 glas)

5 basilikumblade (helst thai-basilikum)

1 tsk risvinseddike (se note 1)

45 ml gin

20 ml friskpresset citron

30 ml rabarber sirup (se opskriften længere nede)

Tag en shaker (eller en beholder med tætsluttende låg), stød basilikumbladene sammen med risvinseddiken (det kan du gøre med en lang ske eller lignende – bladene skal lige stødes lidt for at frigive smag). Tilsæt gin, rabarbersirup og citronsaft. Fyldt shakeren (beholderen) 2/3 op med is (let knuste isterninger) og ryst grundigt.

Brug en strainer (det er en speciel bartender-“ske” – en fintmasket si kan bruges) og hæld drinken gennem sien/straineren ned i afkøledes cocktailglas (se note 2).

Pynt med et (thai-)basilikumblad.

Note 1: Man kan købe risvinseddike i større supermarkeder. Den står blandt de øvrige asiatiske ingredienser. Den er helt klar. Koster omkring 30-35 kroner og kan holde sig længe.

Note 2: Læg cocktail i fryseren i 10-15 minutter, så er de fint afkølede.

Rabarbersirup.
Rabarbersirup.
Rabarbersirup

(til adskillige cocktails)

150 gram tyndt skivede rabarber

200 gram sukker

250 ml vand

Hæld vandet i en mediumstor gryde og bring det i kog. Tilsæt rabarber og sukker og rør, indtil sukkeret er opløst. Lad koge fem-seks minutter. Tag af varmen, dæk med låg og lad det stå i en time.

Si siruppen gennem en finmasket si og lad det køle helt af i køleskabet, hvor det kan stå i en uges tid.

NB! Jeg syntes ikke, at min “sirup” var særligt sirups-agtig. Den var for tynd. Så efter at have siet den, kogte jeg den yderligere ind. Det gik fint og den blev lidt tykkere,

(Opskrift af Melissa Clark fra New York Times Cooking)

Smuk og smager forrygende.
Smuk og smager forrygende.

Tomat-mozzarellasalat med ristede brødcroutoner

Dejlig vegetar-frokostret.
Dejlig vegetar-frokostret.

Det her er sådan en ting, som man egentlig ikke behøver en opskrift på. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så lægger jeg den på bloggen mest på grund af, at jeg synes,  billedet er så pænt og sommerligt 🙂

Salaten afhænger totalt af, at man har gode ingredienser. Gode, solmodne tomater (det kneb det lidt med for mig, men Kvicklys cherrytomater var da OK), god bøffelmozzarella (se note 1), god olivenolie og god balsamico. Så synger englene – eller også drømmer de om at spise med.

Vinen er en new zealandsk pinot noir fra et vingård, der dyrker bæredygtigt. Den er fra Kvickly, der havde den på tilbud forleden - eller koster den normalt omkring 100 kroner. Den er let og dejlig.
Vinen er en new zealandsk pinot noir fra et vingård, der dyrker bæredygtigt. Den er fra Kvickly, der havde den på tilbud forleden – eller koster den normalt omkring 100 kroner. Den er let og dejlig.

Tomat-mozzarellasalat med ristede brødcroutoner

(1-2 person som frokostret)

50 gram lyst landbrød (se note 2)

1 fed hvidløg

25 gram olivenolie

salt

150-175 gram tomater (det ser flot ud, hvis det er blandede farver)

50 gram bøffelmozzarella (se note 3)

40 gram rucola

en håndfuld frisk basilikum

balsamico

Skær brødet i tern og hak hvidløget fint. Steg brød og hvidløg i halvdelen af olien på en lille pande, indtil brødet er gyldent og sprødt. Krydr med lidt salt.

Tomater og mozzarella skæres i mindre stykker og blandes sammen med rucola og basilikumblade.

Drys brødcroutonerne over salaten og stænk med resten af olien og balsamico.

(originalopskriften fra Vægtkonsulenternes “Supersund Sommer” fra 2013, men jeg har ændret så meget i mængderne, at den næppe mere kan gå som slankemad!)

Note 1: Jeg har skrevet det før, men jeg gør det lige igen: Bøffelmozzarella smager dramatisk anderledes og bedre end almindelig komælksmozzarella. Hvis du interesserer dig for mad og smage, men aldrig har smagt bøffelmælksmozzarella, fordi du var usikker på, om den er de ti kroner værd, som den er dyrere end komælksversionen (i Kvickly koster bøffelmozzarella 19,95 for 125 gram, når de har den), så PRØV den. For det ER den!

Note 2: Jeg brugte nu en flutes, jeg havde købt og som var blevet lidt tør. Tørt brød er godt til croutoner.

Note 3: Jeg brugte hele kuglen, det vil sige 125 gram! Og jeg nød det!!

Det var en stor portion, fordi jeg valgte at spise al mozzarellaen. Men det var så også min aftensmad og ikke, som ellers nævnt her, en frokostret.
Det var en stor portion, fordi jeg valgte at spise al mozzarellaen. Men det var så også min aftensmad og ikke, som ellers nævnt her, en frokostret.