Ja, jeg ved det godt. Jeg har hylet op om, at slankekure ikke dur, og at den eneste ordentlige måde at tabe sig på er at lukke munden og motionere.
Det står jeg sådan set stadig ved. Der skal bare lidt mere til…
Nå, jeg kunne selvfølgelig ikke vente. Jeg MÅTTE have nye kartofler her et godt stykke tid før de danske dukker op i almindelige forretninger.
De var spanske, dem jeg fik købt, og de var da sådan…OK. Men så heller ikke mere.
Alligevel smagte kartoffelsalaten forrygende, så den skal helt sikkert prøves igen, når de danske kartofler er her.
Jeg kan lide alle super – næsten da.
Min far har fortalt om kråsesuppe, og det lyder ikke som noget, jeg har lyst til at prøve, og så kan jeg heller ikke lide den trend, der siger, at suppe skal være nogenlunde lige så tyk som grød. Jeg vil have flydende suppe – ikke én, der skal skæres ud i tern, fordi den er blendet med et ton grønsager og linser…
Faktisk har jeg engang selv lavet en ærtesuppe, jeg kunne lide. Og det er noget af en overraskelse, for normalt kan jeg ikke lide grønne ærter. Men denne her var godt spædet op med champagne! Jeg tror afgjort, det var det, der gjorde udslaget. Tror nok det var en opskrift fra Birthe Sandager & Arne Fusagers “Mit køkken i Provence”. Måske skulle man lave den igen?
Jeg er fuldstændig enig med den engelske madskribent og tv-kok, Nigella Lawson, når hun siger, at den bedste slankemad ikke er den, der er gjort fedtfattig, men den der var det fra fødslen.
Nu er det her ikke en af Nigellas opskrifter (jeg vender tilbage til hende i næste uge), men hun ville afgjort billige denne syrlige suppe med kylling og citrongræs, en asiatisk sag med masser af smag og uendelig lidt fedt.