Jeg har ikke mange kogebøger i min reol, der handler om klassisk engelsk køkken.
Nu taler vi ikke om alle de fremragende kokke og restauranter, som England kan byde på, men altså om bøger om den engelske husmors madlavning. Hun har fået på puklen, har hun, og England er i mange, mange år blevet latterliggjort af udlændinge, når talen faldt på landets madkultur. Den generelle mening var og er, at engelsk klassisk madlavning er rædsom.
Hvert år, når jordbærsæsonen begynder, tænker jeg, at jeg ALDRIG bliver træt af jordbær med fløde.
Nogle år – når sæsonen ikke er god og derfor bliver kort – passer det også. Men andre år når jeg faktisk til det punkt, jeg aldrig troede, jeg skulle nå; jeg begynder at finde på andre måder at spise jordbær på.
Det er så nemt, at det nærmest ikke kræver en opskrift.
Og så er det lækkert. Og sommerligt.
Ja, det lyder fornemt, ikke? Og det smager også ret forrygende.
Men – sjældent har jeg da bandet og sparket hidsigt til ting, som da jeg Bededag (ja, det var jo ikke så godt, det med banderiet) kastede mig ud at producere fem glas af denne dessert til mine kortspils-veninder.
For her er virkelig enhver tænkelig faldgrube for ikke-erfarne dessert-køkkenskrivere som mig.