Det her er sådan en ting, jeg har lyst til at spise, når det er varmt. Dels fordi det ikke tager særlig lang tid at lave, dels fordi det ikke er svært, og dels fordi det “smager af sommer”.
Og så kan man jo lege sommer, selv om den ikke har været her på andet end fransk visit…sommeren altså.
Men ellers er salaten som skabt til at nyde i haven med et koldt gals hvidvin eller rosé.
Jeg er vild med quinoa og dets nøddeagtige smag. Et genialt korn. Quinoa er ikke billigt, men prøv det alligevel. Hvis ikke du vil bruge quinoa, kan man godt erstatte den med 600 gram nye kartofler, siger de i originalopskriften, men det synes jeg altså er synd.
Quinoa er dekorativt, og så har det smag – lækkert og sundt.
Quinoa-salat med fersken, gedeost og lufttørret skinke
(4 portioner)
2 dl quinoa (den findes både sort, rød og hvid – de to førstnævnte er mest dekorative)
2 ferskner eller nektariner
100 gram sukkerærter
3 spsk olivenolie
revet skal og saft af en halv øko-citron
1 potte basilikum
200 gram gedeost, smuldret
flagesalt
friskkværnet peber
1 hoved bladsalat (jeg brugte en blanding af hjertesalat og iceberg)
100-150 gram lufttørret skinke for eksempel parmaskinke
Kog quinoaen efter anvisningen på pakken og lad den køle af (se note 1). Udsten fersknerne og skær dem i både (pil skindet af!).
Skær sukkerærterne i skrå stykker.
Bland afkølet quinoa, fersken, sukkerærter, olie, citronskal og -saft. Vend forsigtigt basilikum og smuldret ost i salaten. Smag til.
Anret salatbladene på et fad. Fordel quinoasalaten ovenpå og lå ruller af røget skinke ovenpå.
Note 1: Sort quinoa flækker, så man kan se en hvid “krølle” – så er den færdig.
Note 2: Salaten smager også godt dagen efter til frokost! Jeg havde resterne med på arbejde til frokost, og det var dejligt med et stykke godt brød til.
(Opskriften er fra Madsalater af Caroline Hofberg, forlaget Legind, 2013)
Det smukke fad har jeg fået af min veninde Ulla, der købte et dødsbo i Thyborøn – hun ville gerne have huset, og så fulgte der blandt andet en stak tyrkiske fade med. Jeg har fået fire 🙂
Fyldet bliver så hot, som man nu ønsker det – det afgør mængden af tilsat chili, tabasco og sambal oelek.
Da jeg i dag stod hos boghandleren – jeg skulle købe et fødselsdagskort til min søster – kom en dame ind og spurgte på en kogebog. “Efterårsmad der rusker og rykker” hed den.
Boghandleren havde den ikke hjemme, men kunne godt skaffe den. “Skal du bruge den nu?” spurgte ekspedienten og lød lidt forundret.
“Ja tak” svarede damen med eftertryk.
Og det kan jeg godt forstå. Jeg kender godt nok ikke bogen, men titlen sagde jo det hele. Selv om vi skriver den 18. juni er vejret virkelig som en efterårsdag, og det er bestemt ikke sommermad, man går og fantaserer om. Snarere noget varmende – comfortfood.
Så her til aften – efter jeg havde været i Valgmenighedskirken i forbindelse med mit arbejde for at høre en prøveprædiken – lavede jeg meksikanske enchilladas med et hot fyld af kidneybønner.
Resten af Danmark spiste formentlig stegt flæsk med persillesovs, da der er folketingsvalg i dag. Stegt flæsk passer bestemt også til vejret, og retten er jo siden sidste folketingsvalg blevet kåret til Danmarks Nationalret. Til stor glæde for mange, har jeg ladet mig fortælle.
Det har aldrig været en stor favorit for mig – slet ikke da jeg var barn. Min far ville helst have den stegte flæsk med løgsovs, som var nogenlunde det værste, nogen kunne servere for mig. Det er det stadig. Så er persillesovsen lysår bedre. Og hvis flæsket er sprødstegt, er det OK, synes jeg. Men altså ikke noget, jeg sådan selv laver.
Retten er aldeles passende en ruskende efterårsaften – eller en møgkold juni-ditto…
Enchiladas med kidneybønner
(1 person)
1 portion tomatsalsa (se opskrift nedenfor)
100 gram reven gulerod
100 gram kidneybønner (fra dåse)
1 tsk sambal oelek (chilipasta – kan købes i større supermarkeder)
1 tsk kakaopulver (se note 1)
2 tortillaer
25-35 gram revet ost
Frisk koriander (til servering)
Græsk yoghurt (til servering)
Tænd ovnen på 200 grader. Kom tomatsalsaen i en lille gryde sammen med gulerødder og kidneybønner (drænet for væde og skyllet).
Varm igennem og lad det simre i 10 minutter.
Smag til med sambal oelek og kakaopulver.
Læg tortillaerne fladt, fordel fyldet mellem dem og rul dem sammen. Læg dem i et ovnfast fad og drys osten over.
Sæt dem i ovnen i cirka 10-12 minutter eller til osten er smeltet og gylden.
Server med koriander, græsk yoghurt og eventuelt en grøn salat til.
Note 1: Ikke sådan noget Nestle, man laver kold kakaodrik af, men rigtig kakaopulver, som man laver varm kakao af. Mørk chokolade bruges meget i meksikansk madlavning – her vælger man så kakaopulverløsningen. Det gør ikke maden sød, men giver smagen dybde.
Tomatsalsa
25 gram skalotteløg
1 fed hvidløg
2 grønne chilier eller 1 rød (jeg bruger den røde, lidt stærkere variant)
olie til stegning
125 gram hakkede tomater fra dåse
1 tsk limesaft
1 spsk vineddike
1 spsk honning
lidt tabascosauce (efter smag – det er stærkt)
salt og peber
Hak skalotteløg, hvidløg og chili. Varm en lille gryde op med olie og steg løg, hvidløg og chili i et par minutter.
Kom tomater ved og lad det simre i 10 minutter.
Smag til med limesaft, vineddike, honning, tabasco, salt og peber.
Salsa’en kan bruges varm eller kold. Kan gemmes i et skoldet syltetøjsglas i køleskabet i op til en uge.
(opskriften er oprindeligt fra Vægtkonsulenternes “Supersund Fastfood” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist fra 2012. Men jeg har ændret på mængder og også lidt på ingredienser, så det kan næppe kaldes slankemad mere)
I originalopskriften serveres enchilada’erne med en grøn salat. Jeg serverer dem med frisk koriander, græsk yoghurt og limebåde.
Det her er usædvanlig nem sommermad. Det tager faktisk kun den tid, som det tager at grille kyllingen på udendørs grill eller på en grillpande indendørs – resten kan man gøre klar, mens kyllen bliver gennemstegt.
Jeg kan godt lide lette madsalater, men okay – den ville have været endnu bedre, hvis solen brændte ned, og man var nødt til at have et glas isvand stående ved siden af hvidvinen. Det må forblive en hed drøm.
I stedet har det øsregnet hele dagen, der har været omkring 13 grader, og jeg har fejret sommeren ved først at være på arbejde og skrive om kultur og fritidsudvalgets beslutninger på det sidste møde inden deres sommerferie – og siden svede i motionscentret.
Ikke så festligt.
Men salaten, den ser da festlig ud.
Og jeg kan se, at sommeren først for alvor bragede igennem 4. juli sidste år, så jeg venter spændt. Jeg skal så mange sjove og gode ting i juli og august, så det kunne være skønt med seks ugers varme, som vi havde sidste år. Så pyt med juni….
Server med brød til – mit var lidt tørt, så jeg ristede det 🙂
Kyllingesalat med jordbær
(4 personer)
4 kyllingebryster (med eller uden skind – jeg køber dem altid uden skind hos slagteren)
0,5 spsk olie til pensling
salt og peber
2 hjertesalat eller et mini-romaine
400 gram jordbær
100 gram blåbær
1 potte frisk basilikum
Dressing
1 spsk vineddike
2 spsk koncentreret hyldeblomstsaft
2 spsk koldpresset rapsolie (den bornholmske er god)
evt. groft brød til
Pensl kyllingefiletterne med olie, krydr med salt og peber og grill dem til kødet er gennemstegt – cirka 6-8 minutter på hver side.
Skyl salaten og slyng den tør (eller dup den tør i et rent viskestykke). Skyl, nip og halver jordbærrene. Vend salat med jordbær, blåbær og basilikumblade.
Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend forsigtigt i salaten.
Skær kyllingebryster i skiver og anret med salat. Server med brød.
(Opskriften er udviklet af Lone Kjær for www.sæson.dk)
Det MÅ da være sundt! Mager kylling, jordbær og blåbær – sidstnævnte er såkaldt “superfood”
Dejlig mad, der ligger let i maven. Retten har bid uden at være meget stærk.
Jeg kan mægtig godt lide wokmad, fordi grøntsager forbliver sprøde og bevarer så meget smag.
Denne wokret er supernem og hurtig at lave – når først man har al hakke, snitte, pille-arbejdet overstået altså!
Men det er det værd.
Grøntsagerne er stadig sprøde, mens rejerne har skiftet farve fra grå til smukt orangerøde.
Begynd med at lave lime-myntecremen. Så kan den stå og trække smag, mens du piller rejer og hakker og snitter grøntsager og krydderier.
Opskriften er i øvrigt forholdsvis kaloriefattig. Hvis man holder sig til mængdeangivelserne (det gør jeg så ikke – jeg bruger mere olie til at stege i) indeholder en portion cirka 500 kalorier.
Vær opmærksom på at nedenstående er en opskrift til 1 person. Du må gange op, hvis du skal lave til flere.
Det er bedst at have det hele klar, inden man går i gang med at lynstege…
Rejewok med lime-myntecreme
(1 person)
170 gram bæredygtige tigerrejer (se note 1)
1 rød chili
2 skiver frisk ingefær (se note 2)
2 fed hvidløg
1 stilk citrongræs (se note 3)
50 gram gulerødder
50 gram sukkerærter
50 gram forårsløg
50 gram bladselleri
1 tsk olie til stegning (jeg bruger mere)
1 kaffir limeblad (se note 4)
2 spsk soya
lidt citronsaft
lidt fishsauce (kan udelades – så bruger du lidt salt i stedet)
peber
15 gram cashewnødder
Lime-myntecreme
15 gram mayonnaise
30 gram græsk yoghurt
2 spsk finthakket mynte
reven skal og saft af 1/2 økologisk lime
lidt sukker eller honning (orignalopskriften foreslår sødemiddel, men det bruger jeg aldrig)
salt og peber
Rør en creme af mayonnaise, yoghurt, finthakket mynte, reve limeskal og -saft. Samg til med lidt sukker eller honning og salt og peber. Sæt til side og lad den trække smag – ikke i køleskabet med mindre du laver den i meget god tid.
Pil de optøede rejer, men lad halen sidde på (den er god at holde i, når man skal spise dem, og det ser også pænt ud) og læg et snit med en lille skarp kniv ned langs den sorte streng, du kan se i hele rejens længde. Det er dens tarm. Nu kan du let fjerne den med kniven.
Hak chili, ingefær, hvidløg og citrongræs helt fint. Del alle grøntsager i passende, lidt store stykker.
Varm en wok eller en stor dyb pande godt op med fedtstoffet.
Start med at stege de findelte krydderier først (altså chili, hvidlæg, ingefær og citrongræs). Kom så rejer, grøntsager og limeblad ved og steg 2-4 minutter ved høj varme. Smag til med soya, citronsaft, fishsauce, peber og tilsæt cashewnødder.
Server wokretten med cremen til.
Sådan ser kaffirlime-blade ud, hvis du nu har tænkt dig at lede efter dem.
NB: Hvis du ganger opskriften op, er det en god idé at lave max to portioner af gangen. Når man steger en meget stor portion i en wok, sker der det, at det snarere koger end steger, og det er ikke ønskværdigt.
Note 1: Nej, nej, jeg skal nok lade være med skrive igen-igen, at man skal sørge for at købe bæredygtige rejer. Men husk nu at fjerne skal og den sorte streng, inden de ryger på panden (se teksten ovenfor).
Note 2: Jeg synes “to skiver ingefær” er et meget løst mål. Ingefærknolde kan jo være 1,5 centimeter brede – eller 10 centimeter! En skive er ikke bare en skive. Så jeg vil snarere sige “en klump ingefær på samme størrelse som en halv valnød” 🙂
Note 3: Skær en skive af forneden, hvor citrongræsstænglen hænger sammen. Fjern de yderste, stive blade. Når stænglen er mere bøjelig, skærer du også den øverste del væk. Brug kun det hvide og en smule af det lysegrønne. Skær det i tynde skiver.
Note 4: Kaffir limeblade smager ikke overraskende af lime 🙂 Derfor kan du godt erstatte det med revet limeskal. Bladene kan du købe i poser i større supermarkeder. Jeg har mine fra Kvickly. De er ikke voldsomt dyrere og har lang holdbarhed. Man bruger dem som laurbærblade – de koger/steger med, men man spiser dem ikke.
(opskriften er fra Vægtkonsulenternes “Middage” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist, 2010)
Myntecremen dæmper styrken i retten – den er nu ikke meget stærk, men den røde chili giver lidt bid. Det kan man jo selv regulere ved at komme mere eller mindre i retten – hvis man ganger op til for eksempel fire personer, skal man IKKE komme fire chilier i, med mindre man elsker meget stærk mad!