De her er lige så nemme som at klø sig selv i nakken!
Det tager ingen tid, og der er ikke noget kompliceret ved dem. Det eneste, man muligvis lige skal tænke over, er, hvilken whisky man kommer i dem.
Nu er jeg MEGET glad for whisky, og især de røgede af slagsen, så den eneste jeg lige havde stående var en Laphroig fra Islay.
I år har jeg udliciteret småkagebagningen. Jo, sgu!
Jamen, jeg kan bare ikke nå det hele, og min søster ytrede på et tidspunkt et ønske om at kaste sig ud i vaniljekransene, som i øvrigt er min fars yndlings-julesmåkager.
Nu har søster så også købt en kødhakker med en kageplade, så der kan køres vaniljekrans-dejstrimler ud, så det er i gode hænder.
Men ingen jul uden brunkager, vel?
Jeg har lavet panforte til canastaklubbens julefrokost før. Det var i 2012.
Egentlig havde jeg dengang tænkt mig at bruge mit mad-idol, Camilla Plums opskrift i hendes dejlige bog “Jul”, men kom på andre tanker, fordi jeg mente, den så “besværlig” ud. Og endte altså med en anden og udmærket opskrift, som man også kan finde her på bloggen.
Men i år har jeg kastet mig ud i en Plum-opskrift. Ikke den fra “Jul”, men en mere eksotisk, arabisk-præget opskrift med blandt andet rosenvand og berberisbær.
Jeg ved ikke, hvad jeg ville kalde denne velkomstdrink på dansk.
Ikke rigtigt appelsin- og basilikum-bobler, vel?
Nå, men jeg har testet den i dag. Den skal serveres for mine canasta-veninder til årets julefrokost, og så ville jeg lige se, om den var lige så god, som jeg forestillede mig.
Og det var den.