Egentlig er det vist lige så meget en sommerdessert-ting som en vinter-ditto.
Men jeg havde stikkelsbær i fryseren og skulle stille med en kage-ting til nytårsaften. Så derfor denne Camilla Plum-opskrift.
Den smager dejligt og er frisk og let.
Stikkelsbær er bærret, som ingen gider mere.
Af en eller anden grund.
Prøv bare at spørg i din omgangskreds; hvor mange af dine venner har stikkelsbærbuske i deres have? Nej, vel?
Stikkelsbær er noget, man stadig kan finde i sine forældres have, hvis de er over 70 (forældrene altså, ikke stikkelsbærrene) – hvis man er heldig.
Det er ikke mig, der sådan for alvor er god til det med mad og whisky. Jeg drikker den bare.
Det er Helle Høgild Nielsen fra Aulum, der kan det med at kréere opskrifter med whisky. Det gør hun til Whisky og Rom Bladet – mest kager, bagværk og desserter – og det gør hun på sin hjemmeside www.madsymfonien.dk
Det er også hende, der har fået mine øjne op for, at man kan andet end bare drikke whisky, så jeg spærrede gluggerne op, da jeg forleden på Facebook så en fyr slå et slag for stikkelsbær med whisky.
Han – journalist Per Henrik Hansen – indvilligede i at hoste op med opskriften.
Nippede og rensede stikkelsbær bringes i kog med lidt vand – 1 dl pr. kilo bær.
Et stykke kanel tilsættes sammen med sukker og det hele koger i 10 minutter eller lidt mere. Brug 400 – 600 gram sukker pr. kilo bær, afhængig af hvor søde/sure de er – smag dig frem.
Lige før gryden tages af ilden tilsættes et par spiseskefulde whisky. Tilsæt også gelerings/fortykningsmiddel efter anvisning på pakken. Slut med at hælde i sylteglas, som er skoldede og skyllede med Atamon.
“Så har du lidt godt forråd til den lange mørke vinter,” siger Per Henrik og nævner, at stikkelsbær med whisky er særlig gode til pandekager…
Jeg synes, det er rigtigt sjovt at sylte, henkoge og lave saft til vinteren.
Det har stået som noget af det skønneste “arbejde” for mig, lige siden min mor læste Laura Ingalls Winthers bøger op for mig, da jeg var barn, om husene i den store skov, på prærien, ved floden og så videre. De lavede også hele tiden forråd dengang, og der hang pølser, skinker og andet godt på deres loft. Jeg syntes, det var SÅ hyggeligt.
I tidens løb har jeg selv lavet utallige marmelader og forskellige typer syltede agurker, rødbeder, græskar, svampe, ketchup, saft, chutneyer, eddiker med mere.
Så bliver det sat i skab eller køleskab med tydelige mærkater på – og derpå glemt…
Jeg er nemlig ikke særlig god til at få det spist. Eller rettere; jeg laver altid for meget. Og så selv om jeg forærer en del væk.
Jeg tror, jeg bliver grebet af selve projektet, og hygger mig – uden omtanke for at der dels skal være plads til det, og dels skal jeg have lyst til at bruge det i min dagligdag. For eksempel har jeg aldrig været den store marmelade/syltetøjsspiser, så et enkelt glas er sådan set nok til mig. Der er ingen grund til, at jeg har fire forskellige typer stående…á tre glas hver.
De seneste tre-fire år har jeg med succes været hård overfor mig selv 🙂 Når jeg kommer i tanke, at DET skal jeg da prøve, tager jeg lige en snak med mig selv først; vil jeg bruge det? Og hvis ikke, er der så andre, der vil være interesseret? For ellers er det et no-go.
Ud over at jeg laver et par typer saft hvert år, som med sikkerhed bliver drukket, er vi så nede på, at jeg stensikkert laver syltede agurker til mig selv og syltede græskar til min far. Nogle år sylter jeg også rødbeder.