I aftes havde jeg kollega Stine på besøg til vores “hver-anden-uge-middag”. Da januar (for mig i hvert fald) altid har været årets strammeste måned, hvor der ikke står extravagance på indkøbslisten, meddelte jeg hende, at det altså “bare var hverdagsmad”.
Og så sagde det kloge barn “det er nu ofte det, der smager allerbedst”…
En god bekendt, Lone, fortalte mig, at man skal ændre mindst tre ting i en opskrift for at kunne kalde den sin egen.
Det er ikke tit, det sker for mig (jo, mængdeangivelser, men ellers ikke), men med denne salat, har jeg faktisk ændret mindst tre ting – nogle af nød, andre af lyst – og så er det jo min 🙂
En af aftenens største successer – særdeles velsmagende, smuk og hylenem at lave !
Når den her tærte – eller pie, om man vil – hedder noget med “moderne”, skyldes det ikke, at det er det hippeste nye fra en trendy London-restaurant.
Det betyder derimod, at det er en mere moderne version af originalopskriften, som er fra det 14. århundredes England.