Jeg husker tydeligt mit første møde med fish & chips. Jeg var 15, og mine forældre havde betalt for et – så vidt jeg husker – 3 ugers sprogkursus for mig i England. Jeg aner simpelt hen ikke den dag i dag, hvordan de dog fik skrabet pengene sammen til det, for de var på ingen måde velhavende. Men det var i hvert fald en fantastisk gave at få.
Dengang tog jeg bare ud på eventyr. Til Brighton. Og i privat indkvartering, hvor de to andre – ældre – studerende (en pige fra Sverige og en fra Holland) tilsyneladende forstod alt, hvad vores værtinde sagde, mens jeg forstod under halvdelen. Det var frustrerende. Men jeg var ikke ked af det. Selv om jeg er sikker på, at jeg elskede mine forældre lige så højt som alle andre børn, har jeg aldrig lidt af hjemve, når jeg var ude at rejse.
