I canastaklubben er vi ret forfaldne til saltmandler.
Ikke fordi vi sidder og sipper cocktails (desværre), men fordi saltmandler går godt til alle former for spiritus, også vin og da ikke mindst øl.
Jeg må indrømme, at jeg plejer at købe mig til mandlerne, men både Ulla og AnneMarie laver dem selv, og de har hver deres metode.
I aftes var jeg til canasta-aften med mine kortspils-veninder.
Fire af os har spillet sammen i over ti år – to er kommet med indenfor det seneste par år (men da den ene er min søster og den anden Jette, som jeg har kendt i 12 år, er de ikke “nye bekendtskaber”) – og vi er alle både glade for mad og for drikke. Jo ældre vi bliver, jo mere synes vi at tale om mad 🙂
Det er hyggeligt, fordi vi – når vi ikke lige seriøst spiller kort – kan udveksle opskrifter. I aftes fik jeg en småkageopskrift, to måder at lave saltmandler på – og nedenstående opskrift på tranebærrelish – med hjem.
Ja, jeg tænkte jo nok, at den overskrift ville skaffe nogle nysgerrige læsere 🙂
Det er ikke mig, der har sagt det. Det er kokken Henrik Boserup.
Men jeg er tilbøjelig til at give ham ret. Nedenstående græskarsuppe er virkelig i særklasse lækker. Og det er den så hver gang – i modsætning til sex 🙂
I aftes var jeg til fødselsdagsfest. Jeg kom først hjem klokken 02.30 – og det var ikke fordi festen var forbi, men bare fordi jeg var blevet træt!
Festen var til ære for Ertugrul Dogan, der fyldte 50 år.
Det var en privat fest, så nej, jeg tog ikke billeder af maden, og nej, jeg vil ikke skrive ret meget mere om den her. Når jeg alligevel nævner den, er det fordi den foregik på den restaurant, kurderen Ertugrul ejer sammen med tyrkeren Ismail Aydoganer; en restaurant de har formået at gøre til byens klart bedste.