“Gør det noget, I kun får to retter i dag? Jeg kender ingen thailandske desserter,” sagde vores japanske kursusleder, da vi mødte ind til tredje gangs Asiatisk Madlavning i torsdags.
Jeg har kun været i Thailand en enkelt gang, så jeg er ikke nogen ekspert, men selv om jeg har tænkt, så det knager, kan jeg heller ikke erindre, at jeg spiste dessert dernede – jo, masser af frisk frugt, men ikke en tilberedt dessert.
Lige fra jeg var barn, har jeg dels haft et samler-gén og dels den evne/fejl, at jeg i perioder kaster mig nærmest manisk over én ting, som optager mig.
Som barn kunne det være sådan noget med, at jeg blev optaget af at tegne påklædningsdukker – og så var det ikke nok med én. I et par uger (så længe som manien nu stod på) tegnede jeg måske ti påklædningsdukker med masser af tøj.
Tiden nærmer sig for 2016s julefrokost for canastaklubben.
Jeg kan godt gå og småglæde mig til den eftermiddag/aften det meste af et år 🙂 Dels er der det ualmindeligt gode selskab af fem af de kvinder, jeg holder allermest af (når jeg tæller på fingre, mangler der seks stykker mere, så er alle de dejligste veninder/søster der – måske skulle jeg engang lave den helt store julefrokost?) og dels elsker jeg at have “frie hænder” til at vælge et tema og en række retter, som jeg skal lave.
Den anden tærte, jeg lavede til februar-middagen for forsinket at fejre min fødselsdag her i 2016, var en tærte med høje sider og masser af fyld.
Og den syntes jeg var ekstremt vellykket 🙂