Det græske køkken er ikke min største favorit af middelhavskøkkenerne. Men der er dog retter, som jeg ind imellem craver, for nu at bruge et engelsk ord, der er blevet så trendy i Danmark, at man uden blusel bruger det i reklamer.
Jeg tror, at crave var det, fru murermester Jessen i Matador gjorde, når hun tog en kage og sagde: “Det er ikke fordi, jeg har lyst, men jeg trænger...”.
Som man kan se på billedet, spiste jeg ikke en bagel til min laks, men derimod ristet rugbrød. Det var altså også godt.
Læs videre Toast – men det skulle have været en bagel – med laks
Jeg var simpelthen så selvfed forleden, at det er godt, jeg bor alene, for jeg ville have været helt uudholdelig at være i nærheden af.
Grunden var den enkle, at det var lykkedes mig at lave små, fine vandbakkelser, der både hævede og smagte godt!
For nogle måneder siden – under al det her corona-shit – sendte veninde Jette mig denne opskrift, som er fra Bo Bedre. ”Var det ikke noget?” spurgte hun.
Jeg var godt i gang med at fordrive lockdown-tiden med at teste forskellige kager – og Jette og jeg har noget med Aperol.
I maj 2013 var vi til Douzelagemøde i vores italienske samarbejdsby, smukke Bellagio (efter en noget nervepirrende omgang bjergkørsel i lejebil fra Bergamo) – og vi lagde straks mærke til, at mange mennesker på caféerne sad med en stærkt orangefarvet drink ud på eftermiddagen.
Det måtte vi da også prøve – og så faldt vi fuldstændig for Aperol Spritz. Så meget at vi vel hjemme igen introducerede den for canastaklubben, der også var begejstrede.