
Et andet sted her på bloggen kan man finde opskriften på en oksekødspie, pakket ind i vinblade. Og med smag af Grækenland. Den er helt fantastisk, men lidt arbejds- og tidskrævende.
Det er vindolmerne her ikke.

Et andet sted her på bloggen kan man finde opskriften på en oksekødspie, pakket ind i vinblade. Og med smag af Grækenland. Den er helt fantastisk, men lidt arbejds- og tidskrævende.
Det er vindolmerne her ikke.

Opskriften her stammer fra en bog, som jeg havde glemt, at jeg havde.
Det er ikke usædvanligt i mit hjem, hvor bøger fylder det meste.
Jeg fandt bogen, da jeg ledte efter en opskrift på en tomattærte (jeg havde fået købt lidt for mange tomater, og jeg spiser dem ikke rå, kun cherrytomater, så jeg skulle jo finde på noget) – og så fik jeg i stedet lyst til denne her ret.

Her under coronakrisen (vi skriver nu den 3. maj, og jeg har siddet hjemme siden 12. marts) har jeg blandt andet brugt noget af tiden på at gennemgå min rodede notesbog med opskrifter, jeg enten aldrig har prøvet, men bare har gemt, eller opskrifter, som jeg har fået fra andre efter at have spist maden/kagen hos dem.
Dette er én af sidstnævnte.
Jeg ved, at det er min veninde i København, Sørine, der har lavet retten mig, for det står der. jeg formoder, der var i 2009, enten før eller efter vi var i Rajestan sammen. Og jeg ved, at jeg har lavet den én gang siden – i oktober 2010 – for der er dato på mine egne noter til opskrifter.

Min hukommelse er ret elendig.
Det vidner denne blog blandt andet om. Der er opskrifter, jeg har skrevet ind to gange med et par års mellemrum uden at ane, at jeg har gjort det før (nu er jeg begyndt at tjekke først) – ja, der er sågar et eksempel på, at jeg har skrevet den samme opskrift ind to gange med kun fem måneders mellemrum….
Men der er bare ting, man KAN huske, ikke sandt? Uanset hvor mange gule post-it sedler, man så normalt ellers er nødt til at skrive, for at huske selv de mest simple ting.
Jeg kan huske, hvordan vejret var, den dag min mor blev begravet, selvom det er ni år siden, og der ikke blev taget fotos ved den lejlighed. Jeg kan huske, hvad jeg lavede, da Danmark og verden fik besked om Tjernobyl-katastrofen. Jeg kan huske, hvor jeg var på vej hen, da jeg fik at vide, at prinsesse Diana var død. Og jeg kan tydeligt huske mine tanker og følelser, da jeg ”live” så det andet fly flyve ind i Twin Towers i New York.
Og så kan jeg mere eller mindre nøjagtigt huske, hvornår jeg fik opskriften på Olafs torskerogns-frikadeller.