
Mad, der ligner babymos, tager sig ikke så fantastisk ud på fotos. Så jeg ved ikke, hvor mange, der tror på mig, når jeg nu skriver, at det her faktisk smager vildt godt…

Når den her tærte – eller pie, om man vil – hedder noget med “moderne”, skyldes det ikke, at det er det hippeste nye fra en trendy London-restaurant.
Det betyder derimod, at det er en mere moderne version af originalopskriften, som er fra det 14. århundredes England.

Lige fra jeg var barn, har jeg dels haft et samler-gén og dels den evne/fejl, at jeg i perioder kaster mig nærmest manisk over én ting, som optager mig.
Som barn kunne det være sådan noget med, at jeg blev optaget af at tegne påklædningsdukker – og så var det ikke nok med én. I et par uger (så længe som manien nu stod på) tegnede jeg måske ti påklædningsdukker med masser af tøj.

Tiden nærmer sig for 2016s julefrokost for canastaklubben.
Jeg kan godt gå og småglæde mig til den eftermiddag/aften det meste af et år 🙂 Dels er der det ualmindeligt gode selskab af fem af de kvinder, jeg holder allermest af (når jeg tæller på fingre, mangler der seks stykker mere, så er alle de dejligste veninder/søster der – måske skulle jeg engang lave den helt store julefrokost?) og dels elsker jeg at have “frie hænder” til at vælge et tema og en række retter, som jeg skal lave.