Egentlig synes jeg, at tomatsuppe er en sommerting.
Det lyder måske lidt mærkeligt, men suppen bliver altså bedst med sommer-solmodne danske tomater – især hvis man kender nogen, der dyrker dem selv, og som man kan fedte tilstrækkeligt for til at få en bunke med hjem.
Jeg husker tydeligt mit første møde med fish & chips. Jeg var 15, og mine forældre havde betalt for et – så vidt jeg husker – 3 ugers sprogkursus for mig i England. Jeg aner simpelt hen ikke den dag i dag, hvordan de dog fik skrabet pengene sammen til det, for de var på ingen måde velhavende. Men det var i hvert fald en fantastisk gave at få.
Dengang tog jeg bare ud på eventyr. Til Brighton. Og i privat indkvartering, hvor de to andre – ældre – studerende (en pige fra Sverige og en fra Holland) tilsyneladende forstod alt, hvad vores værtinde sagde, mens jeg forstod under halvdelen. Det var frustrerende. Men jeg var ikke ked af det. Selv om jeg er sikker på, at jeg elskede mine forældre lige så højt som alle andre børn, har jeg aldrig lidt af hjemve, når jeg var ude at rejse.
Det er et stykke tid siden, jeg prøvede denne opskrift. Når jeg ikke har skrevet den ind på bloggen før nu, skyldes det ikke, at jeg ikke kunne lide resultatet. Jeg synes faktisk, det er nogle glimrende vegetar-burgere. Også selv om de er både tids- og arbejdskrævende.
Grunden til ”forsinkelsen” er nok snarere, at opskriften kommer fra en kogebog, som irriterer mig helt enormt!
For nogle uger siden havde jeg inviteret en veninde på lørdagsmiddag og (som sædvanligt) afprøvede jeg derfor en ny opskrift. Mine venner ved godt, at de ofte er prøveklude for et nyt eksperiment.
Som regel går det godt (undtagen dengang jeg havde købt en mørbrad, der lugtede af svinestald, eller da jeg hældte masser af æbleeddike i en ret i stedet for æblecider…), og det gjorde det også denne gang.
Smagsmæssigt, altså. Læs videre Siciliansk parmigiana di zucchine (en slags vegetar-lasagne)