Opskriften står i De danske Vægtkonsulenters (DDV) bog, ”Middage” fra 2010, under kapitlet ”Vinter”.
Men jeg spiste nu retten med stor fornøjelse i går, den 1. juni, anden pinsedag og med 22-23 graders varme udenfor. Og nød et glas kold retsina til.
Risottoen er vanvittig flot, lige indtil man tilsætter osten – så bliver den mere ”lyserød” og douce i farven. Men osten skal altså til!
Jeg ved ikke, hvorfor jeg er god til at lave risotto.
Der er masser af ting, jeg ikke kan lave, og der er (især) masser af ting, hvor jeg slavisk følger en kogebog, når jeg skal fremstille dem i køkkenet.
Nu ville det jo være sejt, hvis jeg havde en historie om, hvordan jeg smagte ossobuco med risotto milanese for første gang i en eller anden lille, italiensk landsby, hvor en stor mama smækkede den originale version på det vakkelvorne træbord, og retten smagte så godt, at ikke et øje var tørt.
Men sandheden er den u-eksotiske, at min mor lavede ossobuco, allerede da jeg var barn. Det var en søndagsmiddag – serveret med kartoffelmos. Hun havde aldrig hørt om risotto milanese, før jeg serverede den for hende, da jeg var blevet voksen.
Og risotto milanese? Jo, det VAR en åbenbaring, da jeg smagte sådan én første gang. Jeg syntes nærmest aldrig, jeg havde smagt noget så skønt. Risottoen blev dengang sat på et absolut stabilt bord i et privat hjem i Naur, lige her udenfor Holstebro 🙂
Nogle mennesker smækker bare lige et gyldent franskbrød med sprød skorpe eller 18 fantastiske, luftige boller sammen – og fatter ikke, at andre (mig for eksempel) synes, det er svært at gøre det samme.
Andre mener, at det er svært at lave risotto.
Jeg opdagede først, at det var almindelig opfattelse, at risotto ikke hører til blandt de nemmere ting at fremstille i et køkken, efter jeg havde lavet adskillige af slagsen. Og det er ikke for at blære mig, men jeg har altså aldrig nogensinde lavet en mislykket risotto. Jeg synes virkelig ikke, det er vanskeligt at lave en god én.
Der er ingen hekserier, og det kræver ingen kokkekundskaber eller behændige hænder. Det eneste, det kræver, er tålmodighed og at man er til stede og opmærksom.