Jeg har et par – danske – bekendte, der bor i et for mig så eksotisk sted som Tokyo. En af dem lagde for nylig et foto på Facebook af et smukt træ med lysende orange frugter og skrev “se, nu er det efterår, nu bærer khaki-træerne frugt”.
Se der blev jeg så allerede lidt klogere. Jeg troede nemlig, at den frugt på billedet, hed en Sharon-frugt.
Der er nogle kokke/madskribenter, som jeg er helt pjattet med. I Danmark er det solide folk som Camilla Plum, Kathrine Klinken, Vibeke Lehn og Nikolaj Kirk. Og engelsksprogede er Nigella Lawson samt især Diana Henry og Nigel Slater.
Når en af ovenstående leverer en opskrift eller en ny kogebog, er jeg altid opmærksom. Denne dessert, som er snydenem, er fra Nigel Slaters hånd, og både min søster og jeg nød den.
Det græske køkken er ikke min største favorit af middelhavskøkkenerne. Men der er dog retter, som jeg ind imellem craver, for nu at bruge et engelsk ord, der er blevet så trendy i Danmark, at man uden blusel bruger det i reklamer.
Jeg tror, at crave var det, fru murermester Jessen i Matador gjorde, når hun tog en kage og sagde: “Det er ikke fordi, jeg har lyst, men jeg trænger...”.
Forleden stod jeg med en rest tilberedt kyllingekød uden skind og ben. Jeg havde lavet en kyllingeret til min søster og jeg – og eftersom jeg havde brugt en hel kylling, var der en masse til overs.
Så kom jeg i tanke om Coronation Chicken. Jeg havde set en opskrift i Rick Steins kogebog “At Home”, så den fandt jeg frem. Jeg lavede halv portion, og det rakte til dejligt sandwichfyld i to dage til mig selv.