Mirabelle-marmelade har en fantastisk farve, og smager lidt af abrikos.
Jeg elsker Camilla Plum! Eller i hvert fald hendes opskrifter.
Stort set alle andre kogebogsforfattere er jeg ind imellem i tvivl om overhovedet har afprøvet deres egne opskrifter, men aldrig Camilla. Hendes opskrifter holder bare vand hver gang.
Jeg har lige stået i køkkenet og for Gud ved hvilken gang lavet mirabelle-marmelade efter hendes nemme opskrift. Faktisk behøver man knapt en opskrift, så nemt er det – det er mere hendes brugbare råd for alle os, der ikke lever af at lave mad, som er guld.
Her har jeg gjort det, som jeg ikke bryder mig om at andre gør i kogebøger – jeg har en ingrediens med på billedet, som ikke er i opskriften! Men altså; jeg fik nogle almindelige salatblade i dag, som skulle spises, inden de blev slatne. Derfor er de blandet med spidskålen.
Selv om jeg har stakkevis af kogebøger, har jeg kun ganske få om salater.
Det er ikke fordi de ikke findes (der er masser i handelen lige nu), og det er heller ikke fordi, jeg ikke kan lide salater.
Jeg synes bare, jeg har nok i én bog.
Efter min mening er den ultimative salatbog Louisa Lorangs “Vild med salater”. Den er fyldt med dejlige opskrifter på både enkle, syndige, sjove, klassiske og søde salater.
Det her er ikke mine flødekartofler – jeg laver dem altid i et tærtefad – men de ser da gode ud.
Jeg “opdagede” flødekartofler, da jeg var 20-21 år.
Jeg boede i kollektiv i Århus med blandt andet Else, og vi gik klasse på Journalisthøjskolen med Ulla, som boede sammen med sin bedste veninde, Lisbeth. Ulla og Lisbeth spillede canasta, noget de gerne fortalte om – og på et tidspunkt fik Else og jeg sagt, at det ville vi da gerne lære.
Jeg har spillet canasta lige siden – i forskellige grupperinger – så det er efterhånden i 30 år med et godt kortspil, hvor man ikke spiller om penge 🙂
Den første gang, vi skulle mødes privat hjemme hos Ulla og Lisbeth (hvor husholdet også talte en enorm kanin, der bare hed Ninen), skulle vi naturligvis have noget at spise. Vi var såmænd ikke mindre interesserede i mad dengang, end vi er i dag – men vi havde MEGET færre penge. Jeg kan huske, at vi diskuterede, om vi skulle bruge penge på kød, men blev enige om, at det havde vi simpelt hen ikke råd til.
Billedet her er fra juni 2015, hvor jeg lavede mad til en vennefest. Heriblandt zhug. Men fordi vi var 30, og der var 8 kilo kartofler, blev kartoflerne (der ikke var nyopgravede, men dog “nye”) skrællet!
En anden god ting, man kan gøre med koriander, er at lave zhug, en yemenitisk chilisauce, der er særligt god til nye kartofler.
Opskriften stammer fra en af mine meget brugte kogebøger, moppedrengen “Suveræne successer – Greatest hits med ekstranumre”.
Zhug
1 grøn chili
1 stort bundt koriander
1 dl olivenolie
5 tsk friskpresset citronsaft
2 fed hvidløg
1/2 tsk hel kommen
1/2 tsk stødt kardemomme
salt og peber
Flæk chilien på langs, fjern kerner (nemmest med en te-ske) og hak chilien. Hak hvidløgene. Blend alle ingredienser i en blender/foodprocessor.
Note 1: Husk at koge, pille og afkøle kartofler først. Vend kartoflerne i zhug-dressingen og lad det trække en halv time.
(“Suveræne successer – Greatest hits med ekstranumre”/Sonja Bock & Tina Scheftelowitz, Politikens Forlag, 2006)
