Jeg synes, det er rigtigt sjovt at sylte, henkoge og lave saft til vinteren.
Det har stået som noget af det skønneste “arbejde” for mig, lige siden min mor læste Laura Ingalls Winthers bøger op for mig, da jeg var barn, om husene i den store skov, på prærien, ved floden og så videre. De lavede også hele tiden forråd dengang, og der hang pølser, skinker og andet godt på deres loft. Jeg syntes, det var SÅ hyggeligt.
I tidens løb har jeg selv lavet utallige marmelader og forskellige typer syltede agurker, rødbeder, græskar, svampe, ketchup, saft, chutneyer, eddiker med mere.
Så bliver det sat i skab eller køleskab med tydelige mærkater på – og derpå glemt…
Jeg er nemlig ikke særlig god til at få det spist. Eller rettere; jeg laver altid for meget. Og så selv om jeg forærer en del væk.
Jeg tror, jeg bliver grebet af selve projektet, og hygger mig – uden omtanke for at der dels skal være plads til det, og dels skal jeg have lyst til at bruge det i min dagligdag. For eksempel har jeg aldrig været den store marmelade/syltetøjsspiser, så et enkelt glas er sådan set nok til mig. Der er ingen grund til, at jeg har fire forskellige typer stående…á tre glas hver.
Mirabelle og kvæde
De seneste tre-fire år har jeg med succes været hård overfor mig selv 🙂 Når jeg kommer i tanke, at DET skal jeg da prøve, tager jeg lige en snak med mig selv først; vil jeg bruge det? Og hvis ikke, er der så andre, der vil være interesseret? For ellers er det et no-go.
Ud over at jeg laver et par typer saft hvert år, som med sikkerhed bliver drukket, er vi så nede på, at jeg stensikkert laver syltede agurker til mig selv og syltede græskar til min far. Nogle år sylter jeg også rødbeder.
