Forleden syntes jeg, at jeg trængte til at forkæle mig selv, og så lavede jeg “mayansk varm chokolade”.
Det er en opskrift, jeg har haft liggende med gul klæbeseddel på i et stykke tid, og nu var lejligheden der så.
Det smagte helt forrygende, men jeg forventede helt ærligt at vågne næste morgen og have taget fire kilo på!! Den er syndigt tyktflydende, og faktisk synes jeg godt, man kan tilsætte mere mælk, for det ville altså ikke gøre noget, om den flød lidt lettere.
En god bekendt, Lone, fortalte mig, at man skal ændre mindst tre ting i en opskrift for at kunne kalde den sin egen.
Det er ikke tit, det sker for mig (jo, mængdeangivelser, men ellers ikke), men med denne salat, har jeg faktisk ændret mindst tre ting – nogle af nød, andre af lyst – og så er det jo min 🙂
Okay, jeg har faktisk IKKE tænkt mig, at du skal prøve den her opskrift! Og det gør jeg heller ikke selv, da portionen er ganske overvældende stor.
Men jeg synes, at historien er interessant – og i det hele taget synes jeg, at det er spændende at læse om, hvad folk drak og spiste for 100 år siden, for 200 år siden, for 300 – ja også for sådan cirka 1500 år siden, som nedenstående opskrift.
Jeg kom i tanke om den her kage, som er fra den dejlige kogebog Green Kitchen Rejser, da en god bekendt spurgte, om jeg havde et tip til, hvad man kunne bage, hvis man havde en masse mandelmel, man gerne ville have brugt?
Det må vel nærmest være en lykketilstand at have “en masse mandelmel”, for det er hamrende dyrt – sidst jeg kiggede efter, kostede 160 gram 67 kroner – men desværre fik veninden ikke lige brugt sit mandelmel på denne kage, for hun kan ikke lide ost. Jeg indvendte, at ricotta ikke smager af ost og nærmest kan sidestilles med hytteost, hvortil hun replicerede, at hytteost var det allerværste 🙂