Tærten her smager bare suverænt godt!
Ja, jeg blev da helt salig, da jeg smagte på den, efter den var kølet ned og kun en smule lun. Og så med flødeskum til…englesang!
Selvom der er marcipan og en del sukker i, giver de syrlige rabarber godt modspil og gør, at tærten ikke bliver kvalmt sød.
Egentlig tænkte jeg på den som en kage.
Den ”kage”, som Frans serverede til sin og Ullas fødselsdag, (de holder altid noget sammen for vennerne, fordi de fylder år samme dag i februar), den 14. februar 2002.
Ja, det er jo bestemt nogle dage siden.
Men jeg må have været så begejstret, at jeg bad Frans om opskriften, for jeg har den – med hans kommentarer på – i min notesbog med gemme-opskrifter.
Så nu da jeg havde corona-tid, tænkte jeg, at jeg ville prøve at bage ”den kage”.
Egentlig er jeg ikke så meget til søde kager, men da jeg faldt over denne opskrift, tænkte jeg, at det var den perfekte dessert til canastaklubbens årlige julefrokost anno 2019.
For det første ER de fleste af klubbens medlemmer glade for ”lidt sødt” – nogle dog mere end andre. Og for det andet er der efterhånden tradition for, at vi først spiser ”små ting” (som mine gode bekendte, Lonni og Frans, kalder det) for at få lagt en bund og dæmpet den værste sult. Så spiller vi kort, og så spiser vi ”hovedretten”. Derefter spiller vi kort igen. Og så skal der dessert og kaffe på bordet. Og mere kortspil.
Det er superhyggeligt.
Sjældent har jeg været så hidsig på en opskrift…
Men jeg erkender, at det (mest) var min egen skyld.
Dels havde jeg, inden jeg begyndte at bage, en arbejdsdag ved computeren bag mig, og jeg var lidt distræt. Ikke godt.
Dels er jeg ikke nogen erfaren bagegudinde.
Og dels glemte jeg regel nummer 1 for aspirerende bagegudinder: Læs opskriften grundigt igennem, inden du begynder…