Jeg tror det var engang i sommeren 1981, men jeg er ærlig talt ret dårligt til det med årstal – jeg forsøger bare at regne mig frem til det sandsynlige….
I hvert fald var jeg begyndt i gymnasiet i 1978, hvor jeg havde mødt Syss, der skulle gå hen og blive min bedste veninde. Det er hun sådan set stadigvæk, selv om vi ikke ses så tit. Hun bor i Horsens. Nå, men via Syss havde jeg mødt hendes veninde Jette, der var spændende, fordi hun 1) var tre-fire år ældre end mig (det betyder noget i den alder) 2) havde boet i England et år og 3) havde egen lejlighed.
Jeg har kun lavet halv portion, så mit ildfaste fad med høje sider er ikke helt fyldt op – men det ser nu lækkert ud alligevel, ikke?
Det her smager bare så fuldstændig, fantastisk skønt! Det er hyggemad.
Hvis ikke man er til vilde krydderier og sære smags-varianter, er denne pie lige sagen. Hvis man kan spise fisk, altså…
Ikke at det smager ret meget af fisk – min engelske veninde hævder, at det er måden at liste fisk i børn på, nærmest uden de opdager det – men jeg kan heller ikke skjule, at det altså ER en fiskepie.
Det kan tælles på én hånd, de gange om året jeg spiser pizza fra et af byens pizzarier. Det sker altid i forbindelse med at en kollega skal på ferie eller fylder rundt og vil “gøre noget ekstra”; så bliver der bestilt pizza til frokost. Det kan de fleste lide – lige med undtagelse af min kollega Morten, der ikke kan lide noget som helst. Bortset fra cola, har jeg lagt mærke til.
Men det er ikke sådan, at jeg slet ikke kan lide pizza.
Jeg spiser glad og gerne pizza til frokost, hvis jeg er på ferie i Italien. Jeg kan lide de supertynde bunde, den lækre smag af gode råvarer, duften af stenovn og den sprøde kant, som italienere kan lave.
Og så laver jeg gerne pizza selv. Min favorit er kartoffelpizza, men jeg er også glad for squash-pizza og løg-pizza.
Jeg har det med at bede om opskrifter, når jeg enten er inviteret hjem til venner til en middag og smager noget nyt – eller ser på Facebook, at en ven eller bekendt har slået et billede op af en ret, vedkommende har lavet.
Som regel får jeg også opskriften – og så ligger den i min mailbox, indtil jeg får den skrevet i en notesbog eller printet ud.
Der lå den norske sildesalat også. Med et kort note om, at den smagte supergodt.
Nu er Norge et af de ganske få i lande i Europa, som jeg aldrig har været i (ja, det er for dårligt, det ved jeg godt – og jeg har da bestemt også et stort ønske om at sejle med Hurtigruten op langs kysten engang), så derfor er jeg næsten helt sikker på, at det er min Facebook-veninde Astrid, jeg har fået den af. Hun er den eneste nordmand, jeg kender lidt 🙂 For det tæller vel ikke med, at jeg engang har interviewet krimiforfatteren Gunnar Staalesen? Jeg mindes i hvert fald ikke, at vi talte om sildesalat 🙂
Norsk sildesalat
4 spegesild
8 kogte kartofler
Cirka 5 syltede rødbeder
4 store eller 6 små syltede agurker
2 æbler
2 spsk hakket løg
salt, hvid peber
lidt rødbedesaft
cirka 3 dl cremefraiche
Valgfrit: hårdkogte æg og hakket persille til pynt.
Alt skæres i små tern og blandes forsigtigt. Tilsæt krydderier. Bland creme fraiche og lidt rødbedesaft. Bland det hele forsigtigt sammen. Smages til. Lad salaten hvile i en skål i køleskabet et par timer eller natten over. Pynt eventuelt med hakkede hårdkogte æg og persille.
Note: Spegesild er saltede sild og fås hos fiskehandleren. Hvis fiskehandleren kun har hele sild, så bed ham om at filetere dem for dig.
