Da søster og jeg diskuterede den alternative julemiddag var vi enige om, at vi ikke ville have det samme tilbehør som altid. Ingen rødkål eller brunede kartofler. Ikke fordi vi ikke kan lide det, men fordi vi havde lyst til at prøve noget nyt.
Fordi det nu var nytår, havde jeg fået udstukket en mad-opgave til den middag en gruppe venner og jeg mødes over hvert andet år. De år, vi ikke er sammen, er jeg sammen med min søster, og vi plejer at foretrække at få maden fra byens bedste restaurant, Under Klippen 🙂
Men altså, i år skulle jeg lave den suppe, som middagen begyndte med.
Jeg troede egentlig, at jeg for længst havde skrevet denne opskrift ind, for jeg har lavet den flere gange – og hver gang tænker jeg, at det smager da bare usandsynligt godt.
Men det havde jeg så ikke, så nu kaster jeg mig ud i det.
Jeg lavede retten igen forleden, hvor det var rigtigt varmt – vi har supergodt pinsevejr i år – og drak retsina til. Jeg nød det bare SÅ meget. Jeg er ikke én af dem, der mener, at retsina kun smager godt i Grækenland. Om sommeren køber jeg af og til en flaske herhjemme og nyder det iskoldt.
Endelig er her så en opskrift på noget, som jeg ikke lavede for otte måneder siden og nu endelig får muligheden for at få skrevet ned.
Nej, jeg lavede faktisk tærten her til aften, hvilket betød, at jeg havde ovnen tændt på denne hede julidag. Ikke det aller fedeste, men…når man (jeg) ikke befinder sig ved Middelhavet her i juli, må man (jeg) lave noget mad, der smager, som om man (jeg) var.