Tag-arkiv: chili

Falafel – endnu en opskrift

Falafel. Den smukke sorte tallerken er lavet af min veninde, keramiker Anni Jensen, der har Keramikværkstedet i Holstebro.
Falafel. Den smukke sorte tallerken er lavet af min veninde, keramiker Anni Jensen, der har Keramikværkstedet i Holstebro.

 

Der er allerede flere opskrifter på falafel her på bloggen, så ja, jeg kan vældig godt lide den mellemøstlige vegetarret.

Da jeg her til aften lavede retten efter en opskrift i Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjergs “Grønt Grundkøkken”, kunne jeg se, at det har jeg gjort to gange før – jeg skriver som regel i marginen på mine kogebøger, hvad jeg skal være opmærksom på næste gang 🙂 Og i 2012 havde jeg skrevet “smagen er super”.

Læs videre Falafel – endnu en opskrift

Fiskesalat med citrongræs og chili

Fiskesalat thaistyle, serveret i salatblade.
Fiskesalat thaistyle, serveret i salatblade.

Faktisk havde jeg slet ikke tænkt mig at lave den her ret til aften. Det er nemlig – igen – småkoldt og blæser en halv pelikan, så jeg havde sat næsen op efter en omgang muslinger i en hot grøn curry.

Men ak, ikke bare var Kvickly udgået for friske blåmuslinger (“men vi får dem igen i morgen” – “ih ja, det hjælper jo fedt nu”), både Kvickly, Netto og Fakta var tilsyneladende også udgået for limefrugter. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg forestiller mig, at studenterne måske har rippet supermarkederne for at kunne lave mojitos, når de i morgen begynder deres traditionelle rundture i hestevogne og andre køretøjer.

Nå, jeg havde en halv lime derhjemme, og det var lige akkurat nok til denne fiskesalat (men ikke til muslingecurry) så derved blev det.

Når det ellers er “rigtig sommer”, altså varmt, holder jeg meget af at lave madsalater. Det er forholdsvis let aftensmad (lidt afhængig af, hvad man putter i salaten, naturligvis!), det er let lavet, og det går altid godt med et glas køligt hvidvin eller rosé 🙂 Ja, det vil sige; i virkeligheden er en kold øl, eventuelt en hvedeøl, nu bedre til de stærke asiatiske salater.

Den her ret kan man spise med fingrene. Dermed har man sparet lidt af opvasken 🙂

Man bestemmer selv hvor stærk fiskesalaten skal være ud fra mængden af frisk chili samt cayennepeber.
Man bestemmer selv hvor stærk fiskesalaten skal være ud fra mængden af frisk chili samt cayennepeber.

Fiskesalat med citrongræs og chili

(1 person)

125 gram hvid fisk (jeg brugte lange, men sej eller torsk er også godt)

50 gram skalotteløg

2 fed hvidløg

1 stilk citrongræs (se note 1)

2 kaffir limeblade (se note 2)

olie til stegning

en lille håndfuld thaibasilikum (se note 3)

en lille håndfuld koriander

limesaft

fishsauce

et nip cayennepeber

50 gram hjertesalat

1 rød chili (kerner og membraner fjernet) (se note 4)

sesamfrø

Damp fisken i vand med lidt salt og peber. Du kan se, når den er færdig – så er den kridhvid og fast – men cirka 4-5 minutter. Lad den køle af.

Del den tilberedte fisk med en gaffel (eller med fingrene) og kom den i en skål.

Skær løg og hvidløg i bittesmå tern og striml citrongræs og kaffir limeblade fint.

Varm olien op i en wok eller stegepande. Steg løg og hvidløg til de har fået en god farve. Tilsæt citrongræs og limeblade og steg et par minutter. Tag det af panden og lag det afkøle.

Blandt fisken med den afkølede løg-citrongræsblanding og krydderurterne. Krydr med limesaft, fishsauce og cayennepeber.

Anret salaten i salatblade og pynt med skiver af frisk chili og sesamfrø. Server med limebåde til at dryppe over.

(opskriften er oprindeligt fra Vægtkonsulenternes “Supersund sommermad” fra 2013. Jeg har ændret en smule i opskriften)

Note 1: Skær en skive af stænglen nederst, der hvor bladene hænger sammen, så du kan komme til at fjerne dem. Fjern de yderste stive blade, de er altså ikke lækre at spise. På et tidspunkt kommer du ind til en kerne, der er blødere. Det er den, du skal bruge. Man bruger fra den hvide bund og 2/3 op af stænglen. Toppen smider du ud.

Note 2: Hvis ikke du kan skaffe kaffir limeblade, kan du bruge revet skal af en 1-2 limefrugter (forudsat at det ikke er ved den tid studenterne springer ud og har opkøbt byens lager af limefrugter!)

Note 3: Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har set thaibasilikum her i byen. Så jeg bruger min egen hjemmedyrkede basilikum, som har udviklet en spøjs peberagtig smag. Men det er helt fint 🙂 Brug bare almindelig basilikum, selv det ikke er det samme som thaibasilikum, der er meget “skarpere” i smagen.

Note 4: I originalopskriften bruges chillien kun til pynt. Jeg synes, at retten trænger til lidt spark (et nip cayennepeber er heller ikke nok til mig, men det kan man jo selv regulere med), så jeg gemmer bare nogle skiver til pynt – og hakker så resten af chillien og kommer i fiskeblandingen.

Selv om det er godt, behøver man altså ikke limeblade og thaibasilikum. Det kan erstattes af andet lige som fishsauce i en snæver vendig kan erstattes af almindeligt salt.
Selv om det er godt, behøver man altså ikke limeblade og thaibasilikum. Det kan erstattes af andet lige som fishsauce i en snæver vendig kan erstattes af almindeligt salt.

 

 

Enchiladas med kidneybønner

Fyldet bliver så hot, som man nu ønsker det - det afgør mængden af tilsat chili, tabasco og sambal oelek.
Fyldet bliver så hot, som man nu ønsker det – det afgør mængden af tilsat chili, tabasco og sambal oelek.

Da jeg i dag stod hos boghandleren – jeg skulle købe et fødselsdagskort til min søster – kom en dame ind og spurgte på en kogebog. “Efterårsmad der rusker og rykker” hed den.

Boghandleren havde den ikke hjemme, men kunne godt skaffe den. “Skal du bruge den nu?” spurgte ekspedienten og lød lidt forundret.

“Ja tak” svarede damen med eftertryk.

Og det kan jeg godt forstå. Jeg kender godt nok ikke bogen, men titlen sagde jo det hele. Selv om vi skriver den 18. juni er vejret virkelig som en efterårsdag, og det er bestemt ikke sommermad, man går og fantaserer om. Snarere noget varmende – comfortfood.

Så her til aften – efter jeg havde været i Valgmenighedskirken i forbindelse med mit arbejde for at høre en prøveprædiken – lavede jeg meksikanske enchilladas med et hot fyld af kidneybønner.

Resten af Danmark spiste formentlig stegt flæsk med persillesovs, da der er folketingsvalg i dag. Stegt flæsk passer bestemt også til vejret, og retten er jo siden sidste folketingsvalg blevet kåret til Danmarks Nationalret. Til stor glæde for mange, har jeg ladet mig fortælle.

Det har aldrig været en stor favorit for mig – slet ikke da jeg var barn. Min far ville helst have den stegte flæsk med løgsovs, som var nogenlunde det værste, nogen kunne servere for mig. Det er det stadig. Så er persillesovsen lysår bedre. Og hvis flæsket er sprødstegt, er det OK, synes jeg. Men altså ikke noget, jeg sådan selv laver.

Retten er aldeles passende en ruskende efterårsaften - eller en møgkold juni-ditto...
Retten er aldeles passende en ruskende efterårsaften – eller en møgkold juni-ditto…

Enchiladas med kidneybønner

(1 person)

1 portion tomatsalsa (se opskrift nedenfor)

100 gram reven gulerod

100 gram kidneybønner (fra dåse)

1 tsk sambal oelek (chilipasta – kan købes i større supermarkeder)

1 tsk kakaopulver (se note 1)

2 tortillaer

25-35 gram revet ost

Frisk koriander (til servering)

Græsk yoghurt (til servering)

Tænd ovnen på 200 grader. Kom tomatsalsaen i en lille gryde sammen med gulerødder og kidneybønner (drænet for væde og skyllet).

Varm igennem og lad det simre i 10 minutter.

Smag til med sambal oelek og kakaopulver.

Læg tortillaerne fladt, fordel fyldet mellem dem og rul dem sammen. Læg dem i et ovnfast fad og drys osten over.

Sæt dem i ovnen i cirka 10-12 minutter eller til osten er smeltet og gylden.

Server med koriander, græsk yoghurt og eventuelt en grøn salat til.

Note 1: Ikke sådan noget Nestle, man laver kold kakaodrik af, men rigtig kakaopulver, som man laver varm kakao af. Mørk chokolade bruges meget i meksikansk madlavning – her vælger man så kakaopulverløsningen. Det gør ikke maden sød, men giver smagen dybde.

Tomatsalsa

25 gram skalotteløg

1 fed hvidløg

2 grønne chilier eller 1 rød (jeg bruger den røde, lidt stærkere variant)

olie til stegning

125 gram hakkede tomater fra dåse

1 tsk limesaft

1 spsk vineddike

1 spsk honning

lidt tabascosauce (efter smag – det er stærkt)

salt og peber

Hak skalotteløg, hvidløg og chili. Varm en lille gryde op med olie og steg løg, hvidløg og chili i et par minutter.

Kom tomater ved og lad det simre i 10 minutter.

Smag til med limesaft, vineddike, honning, tabasco, salt og peber.

Salsa’en kan bruges varm eller kold. Kan gemmes i et skoldet syltetøjsglas i køleskabet i op til en uge.

(opskriften er oprindeligt fra Vægtkonsulenternes “Supersund Fastfood” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist fra 2012. Men jeg har ændret på mængder og også lidt på ingredienser, så det kan næppe kaldes slankemad mere)

I originalopskriften serveres enchilada'erne med en grøn salat. Jeg serverer dem med frisk koriander, græsk yoghurt og limebåde.
I originalopskriften serveres enchilada’erne med en grøn salat. Jeg serverer dem med frisk koriander, græsk yoghurt og limebåde.

Rejewok med lime-myntecreme

Dejlig mad, der ligger let i maven. Retten har bid uden at være meget stærk.
Dejlig mad, der ligger let i maven. Retten har bid uden at være meget stærk.

Jeg kan mægtig godt lide wokmad, fordi grøntsager forbliver sprøde og bevarer så meget smag.

Denne wokret er supernem og hurtig at lave – når først man har al hakke, snitte, pille-arbejdet overstået altså!

Men det er det værd.

Grøntsagerne er stadig sprøde, mens rejerne har skiftet farve fra grå til smukt orangerøde.
Grøntsagerne er stadig sprøde, mens rejerne har skiftet farve fra grå til smukt orangerøde.

Begynd med at lave lime-myntecremen. Så kan den stå og trække smag, mens du piller rejer og hakker og snitter grøntsager og krydderier.

Opskriften er i øvrigt forholdsvis kaloriefattig. Hvis man holder sig til mængdeangivelserne (det gør jeg så ikke – jeg bruger mere olie til at stege i) indeholder en portion cirka 500 kalorier.

Vær opmærksom på at nedenstående er en opskrift til 1 person. Du må gange op, hvis du skal lave til flere.

Det er bedst at have det hele klar, inden man går i gang med at lynstege...
Det er bedst at have det hele klar, inden man går i gang med at lynstege…

Rejewok med lime-myntecreme

(1 person)

170 gram bæredygtige tigerrejer (se note 1)

1 rød chili

2 skiver frisk ingefær (se note 2)

2 fed hvidløg

1 stilk citrongræs (se note 3)

50 gram gulerødder

50 gram sukkerærter

50 gram forårsløg

50 gram bladselleri

1 tsk olie til stegning (jeg bruger mere)

1 kaffir limeblad (se note 4)

2 spsk soya

lidt citronsaft

lidt fishsauce (kan udelades – så bruger du lidt salt i stedet)

peber

15 gram cashewnødder

Lime-myntecreme

15 gram mayonnaise

30 gram græsk yoghurt

2 spsk finthakket mynte

reven skal og saft af 1/2 økologisk lime

lidt sukker eller honning (orignalopskriften foreslår sødemiddel, men det bruger jeg aldrig)

salt og peber

Rør en creme af mayonnaise, yoghurt, finthakket mynte, reve limeskal og -saft. Samg til med lidt sukker eller honning og salt og peber. Sæt til side og lad den trække smag – ikke i køleskabet med mindre du laver den i meget god tid.

Pil de optøede rejer, men lad halen sidde på (den er god at holde i, når man skal spise dem, og det ser også pænt ud) og læg et snit med en lille skarp kniv ned langs den sorte streng, du kan se i hele rejens længde. Det er dens tarm. Nu kan du let fjerne den med kniven.

Hak chili, ingefær, hvidløg og citrongræs helt fint. Del alle grøntsager i passende, lidt store stykker.

Varm en wok eller en stor dyb pande godt op med fedtstoffet.

Start med at stege de findelte krydderier først (altså chili, hvidlæg, ingefær og citrongræs). Kom så rejer, grøntsager og limeblad ved og steg 2-4 minutter ved høj varme. Smag til med soya, citronsaft, fishsauce, peber og tilsæt cashewnødder.

Server wokretten med cremen til.

Sådan ser kaffirlime-blade ud, hvis du nu har tænkt dig at lede efter dem.
Sådan ser kaffirlime-blade ud, hvis du nu har tænkt dig at lede efter dem.

NB: Hvis du ganger opskriften op, er det en god idé at lave max to portioner af gangen. Når man steger en meget stor portion i en wok, sker der det, at det snarere koger end steger, og det er ikke ønskværdigt.

Note 1: Nej, nej, jeg skal nok lade være med skrive igen-igen, at man skal sørge for at købe bæredygtige rejer. Men husk nu at fjerne skal og den sorte streng, inden de ryger på panden (se teksten ovenfor).

Note 2: Jeg synes “to skiver ingefær” er et meget løst mål. Ingefærknolde kan jo være 1,5 centimeter brede – eller 10 centimeter! En skive er ikke bare en skive. Så jeg vil snarere sige “en klump ingefær på samme størrelse som en halv valnød” 🙂

Note 3: Skær en skive af forneden, hvor citrongræsstænglen hænger sammen. Fjern de yderste, stive blade. Når stænglen er mere bøjelig, skærer du også den øverste del væk. Brug kun det hvide og en smule af det lysegrønne. Skær det i tynde skiver.

Note 4: Kaffir limeblade smager ikke overraskende af lime 🙂 Derfor kan du godt erstatte det med revet limeskal. Bladene kan du købe i poser i større supermarkeder. Jeg har mine fra Kvickly. De er ikke voldsomt dyrere og har lang holdbarhed. Man bruger dem som laurbærblade – de koger/steger med, men man spiser dem ikke.

(opskriften er fra Vægtkonsulenternes “Middage” af Inge Kauffeldt og Helle Kleist, 2010)

Myntecremen dæmper styrken i retten - den er nu ikke meget stærk, men den røde chili giver lidt bid. Det kan man jo selv regulere ved at komme mere eller mindre i retten  - hvis man ganger op til for eksempel fire personer, skal man IKKE komme fire chilier i, med mindre man elsker meget stærk mad!
Myntecremen dæmper styrken i retten – den er nu ikke meget stærk, men den røde chili giver lidt bid. Det kan man jo selv regulere ved at komme mere eller mindre i retten – hvis man ganger op til for eksempel fire personer, skal man IKKE komme fire chilier i, med mindre man elsker meget stærk mad!