En hvid pizza er sådan én, der ikke har set skyggen af en tomat.
Og de kan være supergode. En af mine yndlingspizzaer er en netop en hvid pizza med kartofler og tre slags ost (se opskriften andetsteds her på bloggen).
I går prøvede jeg så en opskrift på endnu en hvid pizza – og den var helt forrygende.
Opskriften står i De danske Vægtkonsulenters (DDV) bog, ”Middage” fra 2010, under kapitlet ”Vinter”.
Men jeg spiste nu retten med stor fornøjelse i går, den 1. juni, anden pinsedag og med 22-23 graders varme udenfor. Og nød et glas kold retsina til.
Risottoen er vanvittig flot, lige indtil man tilsætter osten – så bliver den mere ”lyserød” og douce i farven. Men osten skal altså til!
For nogle måneder siden – under al det her corona-shit – sendte veninde Jette mig denne opskrift, som er fra Bo Bedre. ”Var det ikke noget?” spurgte hun.
Jeg var godt i gang med at fordrive lockdown-tiden med at teste forskellige kager – og Jette og jeg har noget med Aperol.
I maj 2013 var vi til Douzelagemøde i vores italienske samarbejdsby, smukke Bellagio (efter en noget nervepirrende omgang bjergkørsel i lejebil fra Bergamo) – og vi lagde straks mærke til, at mange mennesker på caféerne sad med en stærkt orangefarvet drink ud på eftermiddagen.
Det måtte vi da også prøve – og så faldt vi fuldstændig for Aperol Spritz. Så meget at vi vel hjemme igen introducerede den for canastaklubben, der også var begejstrede.
Sjældent har jeg været så hidsig på en opskrift…
Men jeg erkender, at det (mest) var min egen skyld.
Dels havde jeg, inden jeg begyndte at bage, en arbejdsdag ved computeren bag mig, og jeg var lidt distræt. Ikke godt.
Dels er jeg ikke nogen erfaren bagegudinde.
Og dels glemte jeg regel nummer 1 for aspirerende bagegudinder: Læs opskriften grundigt igennem, inden du begynder…