I februar 2024 havde jeg – i året for Holstebros 750 års byjubilæum – besøg af præsidiet for den europæiske samarbejdsforening Douzelage.
Vi havde på det tidspunkt været sammen i otte år og stod overfor alle at gå af i april samme år ved generalforsamlingen i England. Egentlig burde vi fire kun have bestredet det embede i seks år, men på grund af to års corona med deraf følgende inaktivitet (vores forening er afhængig af at mennesker kan mødes), blev vores job forlænget med to år.
Billedet her over er billedet af en triumf – og en mega stor overraskelse!
For to år siden (maj 2023) fandt jeg en opskrift i bunken af løsblads-ark – opskrifter jeg har fotokopieret med den hensigt at prøve dem engang. Den var fra 2014, fra bladet Delicious, som jeg i dag abonnerer på som online-tidsskift (det er IKKE det samme som at sidde med et rigtigt blad, men der var for meget bøvl med at få bladet frem med posten efter Brexit…) – og opskriften var på Le vin d’orange.
” Åh, jeg opgiver altid på forhånd, når jeg læser om islagekage, for så er der alt det bøvl med at køre det i ismaskine og gøre den rent bagefter,” sagde min søster, da jeg fortalte hende, at jeg ville lave islagkage til årets canastaklub-julefrokost.
Men denne her skal ikke køres i en ismaskine! Hurra!
Jeg har prøvet at marinere fersk laks før. Det var også til canasta-pigerne, og dengang var det med rødbede. Laksen blev flot rødgylden og smagte kraftigt af marinaden.
Denne gang indeholdt marinaden citronskal og rosmarin og blev langt mere afdæmpet i sin smag. Det kunne jeg nok i det hele taget bedre lide, fordi man kunne smage fisken.