Lige nu er jeg faktisk i køkkenet med Louisa Lorang. Nå ja – en af hendes opskrifter.
Det er hverken første eller sidste gang, og hvis det bliver godt, får I opskriften på lørdag.
Men mens jeg venter på at hindbærrene skal køle af, havde jeg tænkt mig at skrive lidt om en ting, jeg synes, er en totalt luksuriøs spise.
Nej, det er hverken ægte kaviar, trøffel, foie gras eller østers.
Det er artiskokker.
Jeg spiser ikke rasende meget kød. Til aftensmad vel kun en gang om ugen. Eller sjældnere.
Det er ikke fordi jeg ikke kan lide kød, jeg har bare ikke så tit lyst til det. Bortset fra frikadeller og forloren hare 🙂 Og så kan jeg godt lide sådan en god kamsteg med sprødt svær juleaften.
Men jeg har det rigtigt svært, hvis jeg bliver inviteret ud på en stor blodig bøf med sauce bernaise, håndskårne kartofler og et glas Amarone til. Det er (er mit indtryk) enhver mands hedeste drøm – jeg har i hvert fald haft et par kærester, der fik julelys i øjnene bare ved tanken. Men det er altså ikke min drøm.
Derfor er det så meget desto mere underligt – ja, ja, jeg erkender det – at jeg faktisk rigtig godt kan lide råt kød!
Selv om jeg har stakkevis af kogebøger, har jeg kun ganske få om salater.
Det er ikke fordi de ikke findes (der er masser i handelen lige nu), og det er heller ikke fordi, jeg ikke kan lide salater.
Jeg synes bare, jeg har nok i én bog.
Efter min mening er den ultimative salatbog Louisa Lorangs “Vild med salater”. Den er fyldt med dejlige opskrifter på både enkle, syndige, sjove, klassiske og søde salater.
Jeg kom lige i tanke om en anden courgettesuppe, jeg kan – én, der er meget hurtigere at lave end den, jeg allerede har beskrevet her på bloggen.
Og nemt var netop, hvad jeg søgte efter i aften, fordi jeg havde været på udflugt hele dagen. Jeg havde heller ikke lige alverden i køleskabet, bortset fra resterne af de mange squash, jeg fik for nylig af nogle bekendte. Resten af ingredienserne i suppen er noget, jeg altid har – og som jeg tror, at de fleste, der kan lide at lave mad, også har ved hånden. Måske lige med undtagelse af de syltede, grønne peberkorn. Men altså – når man først har anskaffet dem, holder de helt umådeligt længe, og de rækker langt.
I suppen er der naturligvis også bouillon, i dette tilfælde hønsebouillon.